De forsvundne drenge fra Kawasaki

Drengene blev fundet i en bjergskov

Om morgenen den 9. juni 1991 tog fem drenge fra Kawasaki ud for at lege sammen i Shimogawara Park indtil tidligt på aftenen, hvor tre af drengene vendte hjem for at spise aftensmad. To af drengene, der var henholdsvis 12 og 7 år gamle, vendte imidlertid ikke hjem, og en lokal eftersøgning gik derfor i gang, før forældrene besluttede sig for at efterlyse deres sønner hos politiet. Det viste sig nemlig, at drengene var i besiddelse af 6.000 yen, så der var derfor den mulighed, at de havde valgt at løbe hjemmefra, hvilket i de kommende dage blev bakket op af vidneudsagn, idet de to drenge var blevet set tage en færge til den anden side af Tokyo-bugten, hvor deres færd fortsatte frem til den 19. juni, hvorefter ingen længere så noget til de to drenge.

Folk havde ikke set nogen andre i selskab med drengene, så politiet var sikre på, at de af uforklarlige årsager havde valgt at løbe hjemmefra og levede af de penge, de havde med sig. Men da sporet efter dem endte blindt, blev en omfattende eftersøgning iværksat. De to drenge var både blevet set spise og lege sammen, men det var dog uvist, hvad deres plan helt nøjagtigt var, idet de sidst blev set, da de stod af en bus i bjergene ved byen Kimitsu. Og det var desværre også hér, man fandt de to drenge, som desværre ikke længere var i live, da en lokal mand fandt frem til to skeletterede lig i skoven den 2. september - mere end to måneder efter, de sidst var blevet set i live.

Liget af den ældste dreng befandt sig cirka 25 meter fra liget af den yngste dreng, hvis tøj og sko lå spredt på skovbunden imellem dem. Der var dog ingen skader på de to døde kroppe, som kunne bekræfte, om de var blevet udsat for et overfald, men ud fra politiets efterforskning konkluderede man, at de højst sandsynligt for vild i bjergene, hvor de begge omkom af sult. Hvorfor de i så fald befandt sig så tæt på hinanden er uvist, ligesom det er en gåde, hvorfor de to drenge i det hele taget stak af hjemmefra - blot for at miste livet i naturen, hvor de valgte at forblive sammen til det sidste. Man går dog ud fra en teori om, at den 12-årige dreng mistede bevidstheden som følge af dehydrering i den japanske sommervarme, og at den 7-årige dreng blev hos ham, fordi han ikke turde forlade ham eller forstod, at han var død. Han smed derfor tøjet for at udholde varmen, før han også blev så svækket, at han omkom.

Total Page Visits: 210 - Today Page Visits: 1