Dobbeltdrabet i Neyagawa

Dobbeltdrabet i Neyagawa
Natsumi Hirada og Ryouto Hoshino

Dobbeltdrabet i Neyagawa

Om morgenen den 12. august 2015 forlod den 12-årige Ryouto Hoshino sit hjem i byen Neyagawa med beskeden om, at han skulle mødes med sin jævnaldrende skolekammerat Natsumi Hirada. De to vendte imidlertid aldrig hjem, og en eftersøgning gik derfor i gang, hvilket desværre ikke gav nogen resultater før den næste dag, hvor politiet kom i besiddelse af overvågningsvideoer, hvor man kunne se Ryouto og Natsumi gå rundt i byen sammen, præcis som de havde planlagt. Men senere på dagen gjorde man desværre også en chokerende opdagelse, da Ryouto blev fundet død på en parkeringsplads i nabobyen Takatsuki. Og det stod meget hurtigt klart, at drengen ikke var omkommet på naturlig vis.

Ryouto var nemlig blevet bundet fast med tape og havde modtaget 30 stik i kroppen, før han var blevet kvalt ihjel. Men så var spørgsmålet bare, hvem der stod bag. For Natsumi var endnu ikke blevet fundet, så var hun involveret i forbrydelsen, eller var hun derimod også blevet et offer for denne? Eftersom Ryoutos lig var blevet fundet ved en parkeringsplads, gik man ud fra, at han og Natsumi måtte være blevet kidnappet af en person i en bil, og at det muligvis var Natsumi, der var det primære offer, så Ryouto derfor blev slået ihjel og skilt af vejen.

Politiet gennemgik derfor overvågningsvideoerne igen og fik i den forbindelse øje på en mistænkelig bil, ligesom man indhentede overvågningsvideoer fra butikker, hvor det viste sig, at den 45-årige Koji Yamada havde købt tape omkring drabstidspunktet. Og ham var politiet udmærket bekendt med, idet han havde afsonet en 12 år lang fængselsdom for netop at have kidnappet, mishandlet og berøvet otte teenagedrenge i fire forskellige sager i 2002. Dagen før Ryouto og Natsumis forsvinding var Koji Yamada tilmed blevet afhørt af politiet, da det blev opdaget, at han var i besiddelse af en strømpistol og håndjern. Men man fik desværre ikke forhindret ham i at begå endnu en forbrydelse. For da manden blev efterlyst, fandt man den 21. august frem til hans bil og dermed også liget af Natsumi, der lå gemt i en skov i nærheden, hvorved det stod klart, at han med al sandsynlighed stod bag de to børns forsvinding.

Senere samme dag blev Koji Yamada opsporet i Osaka, hvor han blev anholdt, men han nægtede imidlertid alle anklager. Baseret på ligfundet og overvågningsbillederne konkluderede man dog, at man havde fat i den rigtige, hvilket Koji Yamadas straffehistorik da også bakkede op om. Og samme opfattelse havde man i retten, hvilket førte til, at Koji Yamada blev kendt skyldig i dobbeltdrabet på de to 12-årige børn, for hvilket han i 2018 blev dømt til døden. Eftersom han nægtede sig skyldig, er det aldrig kommet frem, hvordan Koji Yamada havde held med at kidnappe både Ryouto og Natsumi, og hvad hans motiv i det hele taget var.

Total Page Visits: 28 - Today Page Visits: 1