

Kyoka Kimura var en 19-årig kvinde, som boede sammen med sine forældre og tvillingesøster i byen Ide i Kyoto-præfekturet, hvor hun til dagligt gik på universitetet med intentionen om at blive stylist. Den unge kvinde havde imidlertid mange andre ting at se frem til, for hun skulle nemlig også giftes, idet hun fandt ud af, at hun var blevet gravid sammen med sin 20-årige kæreste, Seiga Sueumi, som hun fandt sammen med på gymnasiet. De to havde herefter for vane at slå op og finde sammen igen, men med et lille barn på vej, var de nu nødt til at indgå i ægteskab og blive en familie.
Dog nåede Kyoka aldrig at opleve lykken ved dette, for efter at hun fandt ud af, at hun var gravid, forsvandt hun den 22. oktober 2016, hvor hun ikke vendte hjem. Og da hendes familie ikke kunne få kontakt til hende, ligesom Seiga ikke vidste, hvor hun befandt sig, valgte de derfor at melde den unge kvinde savnet hos politiet, som indledte en efterforskning. Der var dog ingen spor efter Kyoka, og hendes skæbne forblev uvis, indtil man fem år senere genoptog sagen, da man i 2022 gennemgik denne og bemærkede, at Seiga havde givet modstridende oplysninger under afhøringerne. Han havde ellers virket bekymret og deltaget aktivt i eftersøgningen efter sin gravide kæreste, men da politiet igen valgte at kalde ham til afhøring, valgte han at tilstå, at det var ham, der i 2016 havde stået bag Kyokas forsvinding, idet han simpelthen havde slået hende ihjel.
Ifølge Seiga kunne han ikke overskue at skulle stifte familie, så ansvaret, der ventede forude, førte til en diskussion mellem ham i Kyoka i hans bil, hvor han i frustration valgte at kvæle hende til døde, hvorefter han skilte sig af med hendes lig ved at efterlade dette i bjergene. Politiet gennemsøgte derfor bjergene, hvor man fandt frem til knoglerester og Kyokas ejendele, hvorved man havde bevis for, at Seiga talte sandt. Han blev derfor sigtet for det fem år gamle drab, for hvilket han året efter blev idømt 18 års fængsel for at have begået. Imens Kyokas familie dagligt var mærket af hendes forsvinding, levede hendes morder altså en helt almindelig tilværelse, hvor han ikke lod til at være påvirket af sin forbrydelse, men alligevel skulle der ikke mere end en konfrontation til, før han valgte at tilstå denne.
