Færgekapringen i Indlandshavet

Færgekapringen i IndlandshavetDen 12. maj 1970 valgte den 20-årige Nobushisa Kawafuji at kapre en passagerfærge, der lå til kaj i Hiroshima, og som efter planen skulle sejle til ImabariShikoku med 18 passagerer ombord. Kawafuji var i besiddelse af en riffel, som han anvendte til at skyde mod loftet ved sin ankomst til færgeterminalen, hvor han beordrede samtlige tilstedeværende til at gå ombord på færgen, hvilket foruden passagererne inkluderede 26 andre – heriblandt 11 ansatte – således at i alt 44 personer blev taget som gidsler, da Kawafuji efterfølgende truede kaptajnen til at sejle færgen ud på det japanske indlandshav, hvor han imidlertid begyndte at tage riflen i brug ved at skyde omkring sig.

Kawafuji ramte blandt andet en politimand, der forsøgte at forhindre færgen i at sejle, mens en anden ombord på et af kystvagtens skibe ligeledes blev ramt. Han sårede også to personer i en motorbåd, og så ramte han sågar brændstoftanken på et lille privatfly, så det var nødt til at nødlande. Den 20-årige færgekaprer havde dermed gjort opmærksom på sig selv, men hans desperate handlinger skyldtes faktisk, at han i forvejen var eftersøgt af politiet. Kawafuji var nemlig vaneforbryder, og dagen forinden havde han sammen med to andre stjålet en bil, men da dette blev opdaget af politiet, valgte de at stikke en betjent ned, hvorpå det lykkedes Kawafuji og den ene af hans venner at flygte, mens den anden ven blev anholdt. Kawafuji og hans ven stjal efterfølgende en anden bil og gemte sig i bjergene natten over, men næste dag blev de imidlertid opsporet af politiet, der mødte talstærkt op, og hér påbegyndte Kawafuji så sin første gidseltagning, da han truede med at skyde en tilfældig chauffør med sin egen jagtriffel, hvilket fik politiet til at kaste deres skydevåben fra sig, så Kawafuji på den måde fik mulighed for at flygte. Hans ven blev derimod fanget og anholdt.

Kawafuji røvede kort tid efter en våbenbutik, hvor han stjal 3 rifler og ammunition, før han inden længe ankom til havneområdet i Hiroshima, hvor han altså besluttede sig for at foretage en færgekapring, og efter myndighederne var blevet gjort opmærksomme på dette, blev alt sat ind i forsøget på at stoppe gerningsmanden. Politibåde blev sat i vandet og helikoptere blev sendt i luften, og så sendte man oven i købet bud efter 5 snigskytter, så den unge mand kunne blive dræbt, hvis det blev nødvendigt. Flere nyhedsmedier mødte ligeledes op for at dokumentere begivenheden, så da Kawafuji tvang kaptajnen til at sejle færgen til Matsuyama, blev forløbet vist på direkte TV. Kawafuji valgte at holde gidslerne ombord og krævede en ny båd, hvilket politiet dog afslog, men i bytte for de 33 passagerer gik de i stedet med til at fylde brændstof på færgen, idet man så dette som en mulighed for at nedlægge Kawafuji og befri de tilbageværende gidsler, der bestod af 11 ansatte. Dette lykkedes imidlertid ikke, for efter at have fået fyldt tanken, beordrede Kawafuji kaptajnen til at sejle ud på havet igen, hvor det ikke var muligt for politiet at foretage sig yderligere, eftersom natten faldt på.

Næste morgen vendte færgen tilbage til havnen i Hiroshima, hvor Kawafuji krævede sine venner lødladt i bytte for de sidste 11 gidsler, og da politiet valgte at bringe hans far og søster til havnen i håb om at de kunne tale ham til fornuft, nægtede han fortsat at overgive sig og reagerede i stedet ved igen at skyde rundt omkring sig, hvilket sårede en politimand, mens en politihelikopter også blev ramt. Kawafuji havde i løbet af et døgn affyret over 100 skud, og politiet erkendte, at han var aldeles utilregnelig. Af den grund valgte man at give snigskytterne grønt lys til at nedlægge Kawafuji, hvilket blev gjort, mens den unge mand var i gang med at forhandle på færgedækket med sin riffel i hånden. Hændelsen blev fanget på direkte TV, hvor seerne kunne følge med, da politiet omgående gav sig til at bestorme færgen for at befri gidslerne og anholde Kawafuji, men han var dog blevet ramt i brystet, og hans liv stod derfor ikke til at redde, så 1½ time senere omkom han på hospitalet, hvilket gjorde dette til det første drab på en gidseltager begået af en politimand i tjeneste i efterkrigstidens Japan.

Hverken besætningsmedlemmer eller passagerer kom noget til, men i alt 4 politimænd endte med at blive såret under det to dage lange forløb, der startede med et biltyveri og endte med en død gerningsmand. At politiet så sig nødsaget til at skyde Kawafuji førte til en stor debat om anvendelsen af skydevåben, og i Japan er det da også yderst sjældent, at de bliver taget i brug fra politiets side. 

 

Total Page Visits: 321 - Today Page Visits: 1