I Japan har man en universel sygesikring, hvor 70 % af sundhedsydelserne dækkes af en sundhedsforsikring, mens 30 % er egenbetaling. Det er derfor lovpligtigt for indbyggere i Japan at tegne en sundhedsforsikring - eksempelvis via kommunen eller ens arbejdsplads, som kan dække i tilfælde af sygdomme og ulykker - også hvis man som udlænding skal bo i landet i over tre måneder. Selvom en sundhedsforsikring er lovpligtig, er der dog ingen straf for ikke at have en, hvilket omkring hver tiende japaner ikke har, og de skal derfor betale fuld pris for anvendelse af sundhedsvæsnet, og det samme skal man, hvis man er turist, af hvilken grund man bør tegne en rejseforsikring, før man rejser til Japan. Ældre og stærkt handikappede kan få alle udgifter dækket via en såkaldt statsstøttet sundhedsforsikring, mens børn er fritaget for egenbetaling i det japanske sundhedsvæsen, så man som forælder kan ansøge om at få dækket de 30 % af regningen, som man selv skal betale. Aldersgrænsen er som udgangspunkt 15 år, men varierer fra by til by.
Der findes otte forsikringsgrupper inden for den japanske sundhedsforsikring med cirka 3500 forsikringsselskaber, som tilbyder disse. Når man har tegnet en sundhedsforsikring, får man et sundhedforskringskort, som man skal medbringe og fremvise, når man modtager behandling i sundhedsvæsnet, så man kan få dette registeret i sit navn og samtidig få fratrukket 70 % af regningen, som skal betales efter endt behandling, hvilket som regel foregår kontant. Betalingen for en sundhedsforsikring foregår månedligt, og prisen på en sådan afhænger af ens bopæl og indkomst, så studerende og arbejdsløse eksempelvis skal betale mindre. Sundhedsforsikringen er nærmest en slags separat skat, der går direkte til sundhedsvæsnet, og som således er med til at opretholde dets standard via behandlingsmuligheder og -garanti, som man dermed får adgang og ret til.
Den universelle sygesikring blev indført i Japan i 1961, og denne omfatter i dag både almene læger, speciallæger, hospitaler, tandlæger samt visse alternative behandlere og omfatter konsultationer såvel som behandlinger, indlæggelser, undersøgelser og prøver, ligesom man får tilskud til receptpligtig medicin på apoteker. Sygesikringen dækker imidlertid ikke rutineundersøgelser, da der er en hovedregel om, at man kun bør gå til lægen, hvis man har et helbredsproblem, som man kræver behandling for (eksempelvis ved at få udskrevet medicin) eller rådgivning om (eksempelvis ved at få stillet en diagnose). Hvis der er behov for yderligere undersøgelser eller indgreb, bliver man henvist til en specialist eller en afdeling på et sygehus.
Generelt kan man sige, at det japanske sundhedsvæsen er til for at sikre og yde behandling af og hjælp til sygdom og skader frem for at forebygge dem, da man i høj grad mener, at dette er op til japanerne selv. Hvis man blot vil sikre sig, at man er sund og rask, skal man altså selv betale for at blive undersøgt, fordi man tager en læges tid, som kunne være blevet brugt på at behandle patienter, som havde brug for det. Når japanerne når en vis alder eller udviser helbredsmæssige skavanker, bliver de dog tilbudt en gratis rutineundersøgelse årligt, så de kan få overblik over deres helbredstilstand og blive vejledt i denne.
Den japanske sundhedssektor er blandt de mest effektive i verden og er blandt andet medvirkende til, at man i Japan har en høj levealder, en lav børnedødelighed og begrænset overvægt blandt befolkningen. Dette skyldes dog også japanernes generelle livsstil, idet der kulturelt er tradition for at passe på sit eget helbred, hvilket blandt andet gøres via fokus på kost og motion. I Japan har der dog været tendens til, at man længe kun har beskæftiget sig med det fysiske helbred, så man derfor ikke har forholdt sig til den mentale sundhed, hvilket har betydet, at man har været bagud med erkendelsen og dermed også behandlingen af psykiske diagnoser såsom depression, stress, angst, autisme og skizofreni. Dette har eksempelvis sat sit præg på statistikken over selvmord, mens psykiske sygdomme har været udgangspunktet for mange drab i Japan - heriblandt massakrer - enten fordi at folk er blevet fejldiagnosticeret eller ikke har modtaget tilstrækkelig behandling for deres psykiske lidelser. Dette skyldes blandt andet også, at man i Japan har svært ved at tale om sine problemer og udtrykke sine følelser, så hvis man psykisk har det dårligt, er man derfor mindre tilbøjelig til ikke at søge hjælp, end hvis man har et fysisk problem, som kan observeres, og dermed bliver ens mentale tilstand forværret, hvilket altså kan ende med at få konsekvenser for en selv og andre.
Behandlingen af psykiske sygdomme er imidlertid underlagt den universelle sygesikring i Japan, hvor der både findes et offentligt og privat sundhedsvæsen, så det derfor ikke er alle behandlere og ydelser, som er dækket af ens sundhedsforsikring. Man kan derfor godt søge om at modtage behandling uden en lægehenvisning, hvis man er villig til at betale for det. Unødvendige indgreb såsom skønhedsoperationer er eksempelvis noget, man skal betale fuld pris for ud af egen lomme, da de ikke har betydning for ens helbredstilstand. I Japan er man som sådan ikke tilknyttet en praktiserende læge, idet der er frit lægevalg, men typisk benytter man den nærmeste behandler med speciale inden for et bestemt felt, hvor man bliver registreret som patient og på den måde får man flere faste læger, som lærer ens helbred at kende, så behandling derfor er nemmere at modtage. Lægerne har dog ikke altid deres egen klinik, for japanske hospitaler fungerer nemlig både som klinikker, sygehuse og apoteker, hvor man derfor kan modtage de fleste sundhedsydelser, men det specielle ved japanske hospitaler er dog, at de ligesom klinikker har åbningstider, idet de officielt kun har åbent i dagtimerne, så uden for disse tages kun imod patienter til akut behandling eller indlæggelse, og det samme gør sig sågar gældende i weekender og på helligdage.
Det japanske sundhedsvæsen står altså ikke til rådighed 24/7, og man bliver derfor oftest afvist, hvis man henvender sig uden for åbningstiden, eller hvis et hospital ikke har det nødvendige udstyr eller en læge med speciale inden for det område, man søger behandling for. Et hospital kan derimod hjælpe en med at finde ud af, hvor man i stedet kan søge hjælp, mens en læge kan lave en henvisning dertil. Normalt bestiller man tid til en aftale på dagen, hvor man har brug for en konsultation eller behandling, så hvis ens nærmeste læge ikke har tid, ringer man bare til en anden, indtil man finder nogen, som har tid, men når man møder op til aftalen, er det dog normalt, at man alligevel skal vente i op til flere timer, før man kan blive tilset. I Japan er det sjældent, at man selv foretager en reservation ud i fremtiden, da det normalt kun er noget sygepersonalet gør i forbindelse med opfølgninger. Den japanske akutmodtagelse kræver hverken henvisning eller aftale, så hér kan alle møde op, hvilket også betyder, at folk der ikke har akut brug for hjælp, nu og da benytter sig af akutmodtagelsen til trivielle problemer, der ikke kræver behandling. I Japan kan man også gratis ringe efter en ambulance, hvis man mener, at man har brug for at komme på hospitalet med det samme, men ambulancer bringer ikke altid patienter til det nærmeste hospital - man finder derimod det hospital, som på det givne tidspunkt har mulighed for at tage imod en patient. Dette er for at undgå pres på sygehusene og deres personale, men på bekostning af de patienter, som har brug for akut behandling, idet de kan risikere at blive dirigeret rundt fra hospital til hospital.
Indlæggelse på et hospital i Japan inkluderer ikke kun behandling, men også forplejning, hospitalstøj og medicinsk udstyr. Hospitalers åbningstider fungerer dog også som besøgstider, så alle og enhver derfor ikke har adgang til et hospital, hvilket kan være frustrerende for patienter såvel som pårørende, for eftersom hospitaler har åbent samtidig med, at de fleste folk er på arbejde eller i skole, så har man kun et lille tidsrum i løbet af (hver)dagen, hvis man som pårørende vil besøge en patient. Fædre må eksempelvis ikke opholde sig på hospitalet sammen med deres nyfødte barn og dets mor, og patienter i store smerter må typisk udstå disse alene, fordi der ikke må være nogen hos dem efter lukketid, hvor personalet er så begrænset, at de fleste ansatte blot fungerer som nattevagter. De fleste hospitaler i Japan er privatejede og skal ifølge loven være drevet af selvstændige læger, som derfor har mulighed for at åbne hospitaler overalt i Japan, hvor der findes både store og små hospitaler fordelt i hele landet, hvor der er en temmelig ligelig fordeling af hospitaler såvel som læger. Eftersom Japan er et ørige, er der dog nogle småøer, hvor man har begrænset adgang til læger. Der er samtidig stor forskel på hospitalers størrelse og dermed også mængden af udstyr og personale, hvilket altså er grunden til, at man ikke altid kan få den hjælp, man har brug for, på det hospital, man henvender sig. Efteruddannelse af læger og sygeplejersker er heller ikke obligatorisk i Japan, så det er ikke altid, at sundhedspersonalet har den nyeste viden inden for sygdomme og behandlingen af disse.
I Japan er der omkring 2,5 læger, 12,5 sygeplejersker og 12,5 hospitalssenge per 1000 indbygger. Sidstnævnte er der blandt andet behov for, fordi der i Japan er tradition for længerevarende indlæggelser såsom observationer, hvilket eksempelvis kommer til udtryk ved, at kvinder typisk er indlagt i fem dage efter en fødsel. Da Japan er et ældresamfund med en høj koncentration af ældre, er der således også en stor del af befolkningen, som døjer med et svækket helbred og aldersrelaterede skavanker, hvilket kan føre til kortvarige indlæggelser. Den høje gennemsnitsalder er muligvis også medvirkende til, at den gennemsnitlige japaner går til lægen over 10 gange om året, men det kan også sagtens skyldes, at man grundet den lovpligtige sygeforsikring føler, at man har krav på at blive tilset af en læge, når man har brug for det, som et abonnement, man vil have mest muligt ud af.
I Japan er tandlæger også inkluderet i sygesikringen, men ligesom med læger kan man ikke bare gå til tandlægen, når man har lyst - kun til regelmæssige tandeftersyn, hvor man selv skal betale for forebyggende behandling såsom tandrensning, da det sådan set er undersøgelsen, der er dækket af sygesikringen, så tandlægen via denne kan finde ud af, om man lider af tandsygdomme, som kræver egentlig behandling. Omfanget af denne er afgørende for, om man er dækket af sin sundhedsforsikring eller ej, for det er som udgangspunkt kun nødvendig behandling, der er inkluderet i sygesikringen, og ikke kosmetisk. Så man kan eksempelvis ikke få fikset tandskader eller få erstattet tabte tænder, hvis der ikke er behov for det, ligesom man ikke bare kan få rettet sine skæve tænder, medmindre de medfører problemer såsom smerter. Da formålet med sygesikringen er at sikre eller forbedre japanernes helbredstilstand, dækker den således kun behandling af tandsygdomme såsom fyldninger og rodbehandlinger.
Som noget helt specielt dækker den japanske sundhedsforsikring også alternative behandlingsformer såsom akupunktur og massage, da man mener, at dette er med til at afhjælpe helbredsproblemer og dermed forbedre ens fysiske velvære. Problemet med det japanske sundhedsvæsen er dog, at der for de fleste personers vedkommende altid er en egenbetaling, og hvis man ikke kan eller vil betale denne, kan det føre til, at man hverken søger hjælp eller behandling for et problem, der i så fald kan udvikle sig og blive forværret, indtil man får brug for akut behandling, som man i så fald stadig skal betale for. Har man ikke råd til dette, havner man altså i gæld. Undlader man helt at søge hjælp grundet de økonomiske udgifter, kan man i værste fald få varige men eller miste livet.