Familiedrabet i Shimada

Gerningsstedet og de fire ofre

Den 41-årige teglmager Seki Morishita boede i byen Shimada i Shizuoka-præfekturet sammen med sin 34-årige kone, Setsue, og deres to sønner - Nobuyoshi på 10 og Michiaki på 7. Familiens bolig fungerede som en forlængelse af Sekis forretning, men den 28. december 1971 blev denne dog aldrig åbnet, ligesom familien ikke blev set på denne dag. Da der heller ikke var nogen, som så noget familien Morishita den næste dag, hvor butikken heller ikke blev åbnet, valgte en nabo derfor at kontakte politiet, som mødte op og brød døren ind til hjemmet, hvor man gjorde et grufuldt fund, da det viste sig, at alle fire familiemedlemmer var blevet slået ihjel.

Seki, Setsue og Michiaki havde fået bundet deres hænder fast med ståltråd, som ligeledes var blevet anvendt til at kvæle ægteparret, mens Michiaki var blevet kvalt med en ledning. De tre var desuden blevet slået i hovedet med en stor sten, der også var blevet benyttet til at tage livet af Nobuyoshi. Alle fire var iført deres nattøj, og børnene befandt sig endnu i deres senge, så man formoder derfor, at de blev dræbt natten til den 28. december, hvor nogen havde sneget sig ind i familiens hus via et vindue. Dog lod der til at være tale om et rovmord, for hele familiens hjem var blevet endevendt, ligesom man fandt frem til et sværd, som tilsyneladende havde været brugt til at true dem, før de blev slået ihjel. Seki og Setsue havde nemlig stiksår på hånden og i maven, så man gik ud fra, at de fire familiemedlemmer først var blevet slået med en sten, imens de lå og sov, hvilket kostede Nobuyoshi livet, mens hans forældre og lillebror blev bundet fast, så de ikke kunne gøre modstand. Alle tre blev efterfølgende kvalt, hvilket muligvis kan være sket, efter at udbyttet var blevet sikret.

Familien havde tilfældigvis været udsat for et andet hjemmerøveri ti år forinden, hvor en person slap afsted med 100.000 yen, men vedkommende blev aldrig fanget, og sagen forblev dermed uopklaret. Det samme gjorde drabet på familien Morishita, for trods en større efterforskning fandt man aldrig ud af, hvem der stod bag forbrydelsen, og om der var tale om en eller flere gerningspersoner. Man kunne dermed heller ikke konkludere, om drabet havde en forbindelse til det hjemmerøver, som familien tidligere var blevet udsat for, men historien om dette kunne ikke desto mindre have givet nogen opfattelsen af, at familien lå inde med mange penge, hvorved lige netop de blev udpeget som ofre.

Total Page Visits: 10 - Today Page Visits: 1