Familiedrabet i Wakayama

Familiedrabet i WakayamaEfter afslutningen på Anden Verdenskrig var Japan et stort kaos, og samfundet oplevede stigende kriminalitet grundet sociale frustrationer. En af de værste forbrydelser i den tidlige efterkrigstid fandt sted den 27. januar 1946, hvor den 26-årige Kazuo Ohashi dræbte intet mindre end 8 af sine familiemedlemmer i Wakayama, hvor han var født og opvokset som søn af en højtstående embedsmand. Da faderen døde, mens Kazuo var 9, måtte han og moderen dog flytte ind hos hans 15 år ældre bror og dennes kone, hvilket Kazuo ikke brød sig om, så da Anden Verdenskrig begyndte, meldte han sig selv som frivillig og forlod sin hjemegn for at drage i krig. I mellemtiden døde hans mor i 1940, og fordi hun var blevet chikaneret af sin svigerdatter, imens Kazuo havde boet sammen med sin familie, begyndte han at mistænke sin svigerinde for at stå bag moderens død, fordi han ikke længere var der til at holde øje med hende.

Da Anden Verdenskrig sluttede havde Kazuo ingen anden mulighed end at vende tilbage til sin brors hus, hvor han blev nødsaget til at bo sammen med den kvinde, som han mente var ansvarlig for hans mors død. Den 27. januar 1946 kom Kazuos svigerinde så med en nedladende kommentar om hans mor, hvilket fik ham til at planlægge drabet på ikke kun hende, men også sin egen bror, idet han mente, at han enten dækkede over sin kone eller også måtte være indblandet i deres mors død. Kazuo førte sine planer ud i livet to dage senere, hvor han omkring midnat invaderede familiens hjem med en økse og hér dræbte både sin bror og svigerinde, mens de lå og sov i deres seng. Efterfølgende fik han dog sympati for sine 6 nevøer og niecer i alderen 3 til 16 år, der i uvished lå og sov på deres værelser, for Kazuo mente nemlig, at det var synd at lade dem leve videre som forældreløse, så han gik derfor fra dør til dør og dræbte børnene en efter en, så han på denne nat fik 8 liv på samvittigheden.

Fordi man på dette tidspunkt var ved at få stablet et stabilt samfund på benene, så var myndighedernes fokus ikke på kriminalitet, og Kazuo formåede derfor at flygte til Nagasaki, hvor han under et falsk navn slog sig ned og levede i de næste 2 år, før han tog til Osaka og meldte sig selv – noget som han ellers havde skrevet, at han ville gøre efter en måned, før han stak af fra gerningsstedet. Han blev i 1948 dømt til døden, men i 1952 fik han sammen med 11 andre dødsfanger reduceret sin straf til livsvarigt fængsel i forbindelse med fredsaftalen mellem Japan og de allierede nationer. Selvom Kazuo havde slået 8 personer ihjel – heriblandt 6 børn – så fik han i modsætning til andre dødsfanger reduceret sin straf, fordi han kun var dømt for mord. Andre, som kun havde slået et enkelt menneske ihjel, havde gjort dette i forbindelse med et røveri eller andre lovovertrædelser, og de havde derfor to domme, hvorved de ikke fik nogen strafnedsættelse. Med livstidsdommen fik Kazuo mulighed for at blive prøveløsladt, hvilket han blev i 1968.

Total Page Visits: 21 - Today Page Visits: 1