Girard-hændelsen

Girard-hændelsenDen 30. januar 1957 blev den 46-årige mor til seks, Naka Sakai, dræbt, da hun var i gang med at samle metalrester på et øvelsesområde i Gunma-præfekturet, som blev anvendt af det amerikanske militær, der blev ved med at varetage kontrollen over militærbaser rundt omkring i Japan, efter okkupationen af landet sluttede. I efterkrigstiden var det japanske samfund præget af fattigdom, og Sakai var sammen med mange andre japanere gået ind på øvelsesområdet for at samle de tomme patronhylstre, som soldaterne efterlod, så de kunne sælge dem som metalskrot. Men denne dag valgte den 21-årige William Girard uden grund at genere kvinden, da han brugte en granatkaster til at sende et tomt hylster af sted mod hende. Dette ramte imidlertid Sakai, der blev dræbt af sine kvæstelser, og Girard havde dermed slået en uskyldig japaner ihjel på japansk grund – eller var det amerikansk grund? Dette spørgsmål blev udgangspunkt for en efterfølgende splid mellem Japan og USA, idet man fra USA’s side mente, at Girard skulle dømmes af en militærdomstol, eftersom drabet var sket, mens han var i tjeneste, mens japanerne derimod argumenterede for, at han i teorien havde slået Sakai ihjel i sin fritid og derfor havde status som privatperson, hvilket gjorde ham egnet til at blive dømt ud fra japansk lovgivning.

Det blev med tiden konkluderet, at japanerne havde ret i deres sag, og Girard blev dermed overdraget til de japanske myndigheder. Dette skabte igen røre, da man i USA betragtede det som uretfærdigt og betegnede det som en offergave til Japan for at bevare de fredelige relationer mellem de to nationer. Under retssagen forsikrede Girard, at drabet på Sakai var et uheld, og dommeren kunne da heller ikke se, at der skulle være tale om et overlagt drab, så Girard endte med at modtage en betinget dom på tre års fængsel. Efter retssagen vendte Girard tilbage til USA, og Sakais familie fik 1700 dollars i erstatning.

Total Page Visits: 337 - Today Page Visits: 1