Hitomi Masuyamas forsvinding

Hitomi Masuyama i sin brudekjole

Den 19. februar 1994 forlod den 21-årige Hitomi Matsuyama en tandlægeklinik i byen Haramachi i Fukushima-præfekturet, hvor hun havde sidste arbejdsdag, idet hun tre uger senere skulle giftes og derfor kunne se frem til at skulle leve en tilværelse som hjemmegående husmor. Men Hitomi nåede dog aldrig at blive gift med sin forlovede, for selv samme dag som hun havde taget afsked med sin arbejdsplads, forsvandt den unge kvinde sporløst, uden at man nogensinde har fundet ud af, hvad der blev af hende.

Dagen efter hendes forsvinding fandt man Hitomis bil, som stod parkeret ved et supermarked kun 500 meter fra tandlægeklinikken, og i denne befandt sig alle hendes ejendele, hvilket indikerede, at hun ikke var forsvundet på frivillig vis. Bilen blev allerede set en halv time efter, at Hitomi havde forladt tandlægeklinikken, hvilket tydede på, at hun var kørt hen til supermarkedet for at handle, men at der i den forbindelse var sket hende noget, hvilket måtte være før, hun nåede at købe ind, eftersom der ikke var nogen varer i bilen.

Hitomis forsvinding var ikke en helt normal af slagsen, for det viste sig nemlig, at hun havde været chikaneret af en ukendt person, der havde for vane at foretage lydløse opkald til hende hver dag omkring midnat, og disse stoppede tilfældigvis samme dag, som hun forsvandt. Hitomis bil havde desuden været udsat for hærværk, og det var muligt, at vedkommende var en kvinde, eftersom Hitomi mistænkte sin forlovede for at have en elsker. På sin arbejdsplads havde hun endda modtaget et opkald fra en fremmed kvinde, der bekræftede denne mistanke, ligesom Hitomi modtog endnu en opringning fra en kvinde, samme dag som hun forsvandt. Ifølge en kollega kiggede hun på sit ur under opkaldet, så det kunne tyde på, at Hitomi skulle mødes med denne kvinde, hvilket muligvis skulle foregå ved supermarkedet, så hun altså ikke kørte derhen for at handle.

Næsten et år efter Hitomis forsvinding modtog hendes familie så et opkald fra en kvinde, som påstod at være Hitomi, før der blev lagt på. Det var tydeligvis ikke Hitomis stemme, da denne blev beskrevet som værende midaldrende, og da politiet forsøgte at spore opkaldet, viste det sig, at det var blevet foretaget fra en lokal telefonboks. Det lod derfor til, at nogen ville bilde familien ind, at Hitomi stadig var i live, hvilket hendes forlovede også troede på, eftersom han var overbevist om, at hun var forsvundet af egen fri vilje. Han fandt derfor sammen med sin ekskæreste, få måneder efter Hitomis forsvinding, idet han havde nemt ved at acceptere denne, hvilket har ført til spekulationer om, hvorvidt Hitomis forlovede var indblandet i den vordende bruds forsvinding, eller om det monstro var hans elsker, der eventuelt kunne være hans ekskæreste, som muligvis stod i ledtog med ham.

Dette er blot rygter, som dog har fået lov at florere i både medier og på internettet, fordi det aldrig er blevet afsløret, hvad der skete med Hitomi, eftersom der aldrig er dukket nye spor op i sagen, som har kunnet give vished om hendes skæbne. Hvordan og hvorfor kvinden forsvandt er derfor stadig et uopklaret mysterium.

Total Page Visits: 278 - Today Page Visits: 1