Om morgenen den 20. juni 2006 rykkede brandvæsnet ud til en brand i en familiebolig i byen Tawaramoto i Nara-præfekturet. Bygningen stod dog ikke til at redde og udbrændte derfor, og i ruinerne fandt man efterfølgende tre døde mennesker, hvilket viste sig at være en kvinde ved navn Minka Yoshikawa og hendes to børn, Yoshiki og Yuumin. Men huset var dog beboet af fem personer, og da det viste sig, at faderen i familien havde været på arbejde, manglede der derfor kun hans 16-årige søn, der imidlertid ikke var blandt ofrene. Da man fandt ud af, at branden var blevet påsat, blev han derimod mistænkt for at have stået bag denne, som havde kostet hans 38-årige stedmor, 7-årige halvbror og 5-årige halvsøster livet, da de alle døde af røgforgiftning, mens de lå og sov.
Den 16-årige dreng blev derfor efterlyst, men han blev først fundet den 23. juni, hvor han var brudt ind i et hus i Kyoto for at se VM i fodbold, og da han blev bragt med til afhøring hos politiet, indrømmede han, at det så sandelig var ham, der havde stået bag branden og dermed også trippeldrabet. Men selvom der var tale om en chokerende forbrydelse begået af en kun 16-årig dreng, så var det dog hans motiv, som endte med at vække opsigt, da det viste sig, at han simpelthen havde slået sin familie ihjel, fordi han frygtede et kommende forældremøde, hvor hans far ville få indsigt i hans karakterer.
Hans far var nemlig en højtuddannet læge, som havde høje forventninger til sin søns resultater i skolen, så han kunne følge i hans fodspor. Drengen blev derfor tvunget til at læse lektier med det formål at opnå gode karakterer, og hver gang han fejlede i dette, blev han udsat for afstraffelse. Det var derfor udsigten til at blive straffet for at have fået dårlige karakterer, der fik drengen til at ville bryde fri fra sin tilværelse ved at skille sig af med sin familie. Men da forbrydelsen efter planen skulle sættes i værk om aftenen den 19. juni, som var dagen før forældremødet, skulle drengens far arbejde over, og han slap dermed levende fra den brand, som hans søn morgenen efter antændte med brug af madolie, inden han stak af fra hjemmet med hele sin opsparing.
Faderen blev på den måde udpeget som sagens sande skurk, da der blev sat fokus på konsekvenserne ved at tillægge børn et psykisk pres via forventninger, som de føler, at de ikke kan leve op til. For netop fordi at de er børn, så er de bundet til deres hjem og familie, hvor de ikke kan se nogen udvej fra tilværelsen, som de derfor er nødt til at udholde, indtil de får nok af det hele og vælger at afreagere. Faderen var selv blevet opdraget med en hård hånd og var da også blevet skilt fra drengens mor, fordi han havde været voldelig over for hende, så han erkendte sin egen rolle og valgte samtidig at tilgive sin søn, til trods for at han ellers havde stået bag en grusom forbrydelse, der havde kostet hans kone og to små børn livet.
Selvom han var over den kriminelle lavalder, så viste man i retssystemet også sympati for drengen, idet hans sag endte i familieretten, hvor de hjemlige forhold blev taget i betragtning, og det blev således vurderet, at han havde taget psykisk skade af det kontrollerende miljø i hjemmet, hvilket havde drevet ham til at begå sin forbrydelse i afmagt, så denne blev betragtet som værende resultatet af et mentalt sammenbrud. Det blev derfor konstateret, at drengen ikke burde straffes men derimod modtage støtte og omsorg gennem rehabilitering på en ungdomsinstitution, så han herfra kunne hjælpes videre til at leve et trygt liv uden frygt og angst. Efter at have opsagt sin stilling som læge valgte faderen at fokusere på at genetablere forholdet til sin søn, som senere stiftede sin egen familie. Grundet hans unge alder blev hans identitet aldrig offentliggjort.