Soldaterdrabene i Katsuyama

Soldater under Anden Verdenskrig

Da det amerikanske militær fik overtaget Okinawa i sommeren 1945 under Anden Verdenskrig blev øen gjort til militærbase, mens man fortsatte med at angribe resten af Japan. Mens mange af beboerne på Okinawa blev taget som krigsfanger, så fik andre lov til at fortsætte deres tilværelse - dog med konstant frygt fra de amerikanske soldater, som opholdt sig på øen, idet de havde for vane at genere dem på forskellige måder. Tre 19-årige soldater ved navn James Robinson, John Smith og Isaac Stokes tog for eksempel til landsbyen Katsuyama hver weekend for at voldtage byens kvinder, hvilket de andre beboere lod ske af frygt for sanktioner. Altså lige indtil en dag, hvor de tre mænd mødte op uden våben, for der valgte man i landsbyen at svare igen, da man med hjælp fra to japanske soldater gik til angreb mod amerikanerne og endte med at slå dem ihjel ved både at skyde dem og banke dem ihjel.

Soldaternes lig blev herefter gemt i en grotte, mens hemmeligheden samtidig blev begravet blandt Katsuyamas beboere helt frem til 1997, hvor sandheden omsider kom frem, da en ældre mand fra landsbyen valgte at henvende sig til en bekendt og fortælle, hvad der var sket med de tre mænd, som var forsvundet for over 50 år siden. Politiet blev efterfølgende kontaktet, og de tre lig blev bjærget fra grotten, der blandt de lokale var kendt som Kuronbo Gama (de mørkes grotte), fordi de tre soldater var afroamerikanere, og en obduktion fastslog efterfølgende deres identitet, mens en dødsårsag dog ikke kunne findes.

Da man i Katsuyama fik besked om, at ligene var blevet fundet, valgte de overlevende beboere fra dengang omsider at stå frem og fortælle deres historie og dermed påtage sig ansvaret for soldaternes død. Ingen blev dog stillet til ansvar for drabene, idet en efterforskning aldrig blev igangsat, for sagen stammede fra en tid, hvor Japan og USA stadig fra i krig, så der var officielt set tale om krigsofre, og fordi Okinawa blev okkuperet af USA efter Anden Verdenskrig, så var der ingen, der turde tale om hændelsen, fordi de var bange for at blive straffet. Det er dog udelukkende beboernes beretninger, der udgør informationerne i denne sag, så om det er sandt, at de tre amerikanske soldater voldtog kvinder og derfor blev dræbt af Katsuyamas borgere er noget, som kun indbyggerne i Katsuyama ved.

Total Page Visits: 526 - Today Page Visits: 1