Trippeldrabet i Gunma

En efterlysning af Hiroshi Kogure

Den 14. januar 1998 brød en mand ind i et hjem i byen Gunma i præfekturet med samme navn, hvor han dræbte dettes beboere: en 48-årig mand ved navn Takeo Ishii, hans jævnaldrende kone, Chizuko, og 85-årige mor, Tome. Gerningsmanden blev efterfølgende i huset, hvor han blandt andet spiste familiens aftensmad, inden døren gik op omkring klokken 21, da parrets 20-årige datter vendte hjem. Og da hun fik øje på manden, viste det sig, at hun kendte ham, idet der var tale om den 28-årige Hiroshi Kogure, som hun havde set i et stykke tid, før hun havde besluttet sig for at afbryde kontakten til ham. Hiroshi fortsatte imidlertid med at opsøge kvinden og stalke hende, indtil han den 14. januar 1998 bankede på døren og invaderede hendes hjem, hvor han altså dræbte hendes forældre og farmor.

Det vides ikke, hvad formålet med dette var, for da kvinde vendte hjem, valgte Hiroshi nemlig at forlade hjemmet med beskeden om, at hendes familie lå og sov. Men da kvinden fandt frem til ligene, gik det i stedet op for hende, at de var blevet slået ihjel. Hun skyndte sig derfor at ringe til politiet, men Hiroshi nåede at flygte i sin bil, der blev sporet til flere nabobyer, hvorefter der ikke længere var livstegn fra manden, der siden har været efterlyst for trippeldrabet i Gunma, som således stadig har status som værende uopklaret, selvom man med garanti ved, hvem der stod bag. Hiroshi Kogure er dermed også endt med at blive en af de mest eftersøgte mænd i Japan, men alligevel er det altså ikke lykkedes at pågribe ham, og politiet har ingen anelse om, hvorvidt han overhovedet er i live eller ej, eftersom ingen har set noget til Hiroshi eller hans bil siden januar 1998.

Total Page Visits: 351 - Today Page Visits: 2