

Den dødeligste tyfon, der nogensinde har ramt Japan, var Ansei Edo-tyfonen, der passerede over Kanto-regionen mellem den 23. og 24. september 1856, hvilket efter sigende kostede omkring 100.000 mennesker livet. Dette skyldtes, at tyfonen ramte nutidens hovedstadsområde, der selv på dette tidspunkt var et stort metropolområde med millioner af indbyggere. Det høje dødstal var dog en konsekvens af, at man i ugerne inden havde oplevet enorme mængder nedbør, så da tyfonen bragte regn med sig, førte dette blot til forøgede vandstande, mens vindstyrken også var medvirkende til, at utallige floder løb over deres breder, mens havneområder blev oversvømmet, så enorme vandmasser indtog kyststrækningerne omkring hovedstaden og Izu-halvøen.
Tokyo hed på dette tidspunkt Edo og har derfor lagt navn til tyfonen, mens Ansei er navnet på den periode, hvor hvor Kejser Komei regerede - en tid kendt for sine katastrofer, for allerede året forinden var Edo blevet ramt af et jordskælv, som havde ødelagt tusindvis af bygninger, så mange derfor var nyopførte eller fungerede som midlertidige hjem, da tyfonen ramte et år senere. I denne tid målte man ikke vindstyrke, så det er ikke til at sige, hvor stærk tyfonen var, men man formoder, at den højeste vindstyrke må have været over 50 meter i sekundet. Det var dog primært mængden af vand, der var årsagen til de mange ødelæggelser og dødsfald, men antallet af døde er dog umuligt af anslå, idet kilder nævner vidt forskellige tal, eftersom man på dette tidspunkt ikke foretog en detaljeret opførelse over dødsofre efter katastrofer, så det er udelukkende en formodning, at op mod 100.000 mennesker omkom.
Det er ikke desto mindre sandsynligt, idet oversvømmelserne opstod om natten i en tid uden elektrisk belysning, så folk absolut intet kunne se. Husene var også lavet af træ og blev nemt skyllet væk, og så var det desuden heller ikke udbredt, at japanerne kunne svømme. Kvinder gik ydermere i kimonoer, så når de først stod i vand til anklerne, kunne de nemt miste fodfæstet og blive fanget i vandmasserne. Det er også muligt, at det høje dødstal er et resultat af det samlede antal ofre med relation til tyfonen - altså inkluderede man folk, som senere døde af sygdomme eller svækkelse i kølvandet på denne.
