Tragedien på Tateyama i 1989

Tateyama er dækket af sne i vinterhalvåret

I slutningen af 1980'erne blev det populært for japanske ældre at være fysisk aktive, hvilket blandt andet medførte et boom i antallet af bjergbestigninger blandt midaldrende og pensionister, der i grupper valgte at rejse rundt i landet for at vandre i bjerge. I 1989 endte denne tendens imidlertid tragisk, da man for første gang registrerede et massedødsfald for en gruppe ældre bjergbestigere, da en gruppe på 10 personer i skikkelse af 7 mænd og 3 kvinder forsøgte at bestige det mere end 3000 meter høje Tate-bjerg - bedre kendt som Tateyama - i de japanske alper.

Turen blev arrangeret af to erfarne bjergbestigere, der sammen med de 8 andre påbegyndte turen op ad Tateyama den 8. oktober, hvor man gjorde brug af både vej og svævebane for at komme frem til toppen af bjerget, hvor gruppen havde planer om at overnatte i en bjerghytte. Senere på dagen blev bjerget dog ramt af en snestorm, mens de 10 bjergbestigere befandt sig på det, så temperaturen og sigtbarheden faldt, hvilket resulterede i, at gruppen blev splittet op i to, fordi nogen simpelthen blev så afkræftet og nedkølet, at de ikke kunne fortsætte.

Da snestormen havde passeret, blev gruppen dog forenet, og det blev herefter besluttet at fortsætte turen ned fra bjerget. Men på vejen skulle det desværre vise sig, at snestormen havde påvirket de ældre menneskers fysik, så de enten mistede bevidstheden eller ikke længere havde kræfter til at gå. To af mændene valgte derfor at gå i forvejen, så de kunne tilkalde hjælp, men snestormen havde dækket bjerget med sne, så det var svært for dem at finde rundt, så da de i løbet af aftenen fandt frem til en bjerghytte, besluttede de sig for at overnatte i denne, mens de 8 andre personer blev efterladt under den åbne himmel i minusgrader.

Tidligt næste morgen valgte de to mænd at forlade bjerghytten og lede efter hjælp, men de kollapsede dog af udmattelse og blev tilfældigvis fundet af nogle andre vandrere, som fik hjulpet dem i sikkerhed i en bjerghytte, hvorved der omsider blev slået alarm. Men da var det allerede for sent, for da en redningshelikopter blev sendt afsted til Tateyama, fandt man nemlig frem til seks lig og kun to overlevende, som derfor blev bragt med på hospitalet, hvor deres liv desværre ikke stod til at redde, idet de senere omkom grundet nedkøling, så otte personer dermed mistede livet under det, der ellers skulle have været en hyggelig udflugt. Årsagen til dette var først og fremmest det kolde vejr, men også at man havde at gøre med ældre mennesker, hvis fysik i forvejen var svækket, så dette blev et eksempel på, hvor vigtigt det er at forberede og gardere sig på bjergbestigning i vintermånederne.