Tyfonen Tess i 1953

Tyfonen Tess i 1953Tyfonen Tess blev dannet som en tropisk cyklon over Stillehavet den 16. september 1953 og satte i førte omgang kursen mod vest i retning mod Philippinerne, før stormen gradvist begyndte at bevæge sig nordpå, hvor vindstyrken steg, så den opnåede tyfonstatus den 22. september, hvor den maksimale vindhastighed blev målt til 75 meter i sekundet. Tre dage senere, den 25. september, nåede Tess til det japanske fastland, hvor den bevægede sig langs Kii-halvøen og herefter begav sig over Aichi-præfekturet og således ramte storbyen Nagoya, før den mistede pusten og atter antog status som en tropisk cyklon, da den fortsatte mod Tohoku-regionen og videre til Kurilerne, hvor den med tiden døde ud den 29. september.

Med sig bragte Tess store mængder nedbør, ligesom der opstod stormflod ved flere kyststrækninger, fordi tyfonen ramte samtidig med at tidevandet steg, og de hårde vindstød var derfor ikke det eneste, der medførte skader, idet flere egne blev oversvømmet, så over 140.000 hjem blev beskadiget – heraf mange, som blev totalskadet. 478 mennesker endte med at miste livet og majoriteten af disse døde altså i de enorme vandmasser. Det gik særligt ud over området omkring Ise-bugten, og fordi flere floder udmunder i denne, oplevede man også forhøjede vandstande langt inde på land, da utallige floder gik over deres breder. I Kyoto-præfekturet var der derfor også mange dødsfald og ødelæggelser – specielt fordi området var blevet ramt af voldsomme regnskyl en måned forinden, som man stadig var ved at komme sig efter. Efter tyfonen lå nogle landsbyer derfor under vand i flere uger.

 

Tyfonen Tess i 195324total visits,1visits today