
Tyfonen Tokage blev dannet som en tropisk storm over Stillehavet den 12. oktober 2004 og opnåede tyfonstatus 2 dage senere, hvor den bevægede sig langs Ryukyu-øerne efter først at have haft kurs mod Filippinerne. Tokage skiftede i stedet retning og bevægede sig efterfølgende mod de japanske hovedøer, hvor den ramte Shikoku den 20. oktober, før den dagen efter blev svækket og igen antog status som en tropisk storm, mens den begav sig videre over Honshu, hvor den døde ud den 23. oktober.
Med sig bragte Tokage en masse regn, der førte til mange jordskred, men vindstyrken resulterede imidlertid også i, at havneområder og floder gik over deres breder, så flere steder blev oversvømmet. De medfølgende naturkatastrofer førte til, at i alt 98 mennesker mistede livet, hvorved Tokage blev den hidtil dødeligste tyfon i Japan i over 20 år. Det særlige ved dette var desuden, at dødsofrene ikke var begrænset til et bestemt område. Mindst en person mistede nemlig livet i 20 af Japans 47 præfekturer, og værst gik det ud over Hyogo-præfekturet, hvor 26 mennesker omkom.
900 bygninger blev totalskadet, mens over 7000 andre blev ødelagt, og 50.000 hjem blev desuden mærket af oversvømmelser. Omkostningerne løb op i mere end 700 milliarder yen, så Tokage blev en af de dyreste tyfoner til nogensinde at ramme Japan. Det er også en af de tyfoner, der har ramt landet senest på året.