Amarube Viadukt-ulykken

Amarube Viadukt-ulykkenAmarube Viadukt er en 310 meter lang ensporet jernbanebro, der i 1912 blev opført langs det japanske hav i det nordlige Hyogo-præfektur, hvor den er en del af Sanin-linjen. Der var oprindeligt tale om en jernbanebro af stål, før denne i 2010 blev erstattet af en moderne udgave af beton. Før da blev broen landskendt, da den i 1986 lagde grund til en ulykke, hvor et passagertog blev ramt af kraftig vind, så det røg af sporet og styrtede 40 meter ned, hvorved 6 mennesker endte med at miste livet. Der var heldigvis blot tale om et tog, som ikke var i rute, hvilket vil sige, at der ikke var passagerer ombord, og dette var muligvis medvirkende til, at ulykken kunne ske, da toget den 28. december kom kørende henover broen, hvor vinden fra det åbne hav resulterede i, at samtlige 7 passagervogne blev afsporet, således at de styrtede direkte ned i en fabrik ved foden af bropillerne, hvor fem kvinder blev dræbt, mens tre andre blev såret. Herudover mistede togets kontrollør livet, mens det ombordværende serveringspersonale på mirakuløs vis formåede at overleve – dog med svære kvæstelser.

Den eneste, der var sluppet uskadt fra ulykken, var lokoføreren, fordi førerhuset som det eneste var forblevet på skinnerne grundet dets vægt. Men ulykken kunne skam have været undgået, for vinden havde nemlig haft en styrke på over 25 meter i sekundet, hvilket havde aktiveret en advarsel, da man udmærket var bekendt med faren ved stærk vind på en åben jernbanebro. Eftersom der var tale om et tomt tog valgte kommandocentralen dog at give lokoføreren lov til at krydse broen, men han vidste kun, at vindstyrken lå over 25 meter i sekundet, og han var derfor ikke bekendt med dens sande styrke, der faktisk var på over 33 meter i sekundet, hvilket svarer til stærk storm, og uden passagerer ombord var toget så let, at det altså kunne blive væltet omkuld. Efter ulykken valgte man af den grund at suspendere kørsel over broer, når vindstyrken nær disse er på mere end 20 meter i sekundet, og brugen af togbusser i Japan blev for alvor udbredt efter dette. Den overordnede, der havde givet lokoføreren grønt lys til at passere jernbanebroen, begik desuden selvmord efter ulykken, mens andre ansvarlige parter blev idømt fængsel.

Total Page Visits: 134 - Today Page Visits: 1