Branden i Taiyo-stormagasinet

Branden i Taiyo-stormagasinetTaiyo-stormagasinet var det mest populære indkøbscenter i byen Kumamoto, indtil der den 29. november 1973 opstod en brand, som endte med at koste 103 mennesker livet. Stormagasinet var på 9 etager med en tilknyttet kælderetage, og branden opstod klokken 13.15 blandt nogle varer, der stod placeret mellem 2. og 3. etage, men på grund af renovering af bygningen, så var sprinkleranlægget slået fra, ligesom trykket i bygningens vandslanger var alt for lavt, da man forsøgte at anvende disse, og ilden nåede derfor at sprede sig, indtil det var umuligt at få den under kontrol. På dette tidspunkt var der ingen brandtrappe, så folk, der befandt sig på de øvre etager, var nødsaget til at benytte sig af alternative nødudgange såsom elevatorer, men de fleste valgte dog at søge op på taget, hvor de kunne undgå den massive røg, der udviklede sig. Her valgte nogen blandt andet at springe over på nabobygningen, mens andre blev reddet af brandvæsnet. Branden blev transmitteret direkte på TV, og folk blev bedt om at blive indendørs, fordi man antog, at den mangefarvede røg kunne være giftig. Det var også røgforgiftning, der slog langt de fleste ihjel, for på et tidspunkt gik strømmen i stormagasinet, og folk havde derfor ikke mulighed for at se, hvor de skulle gå hen, hvorved de blev fanget og omkom i mørket. Af de 103 døde var cirka halvdelen ansatte i stormagasinet, mens den anden halvdel var kunder.

Hvad der startede branden er aldrig blevet opklaret, men det er dog sikkert, at manglende sikkerhed var årsagen til de mange dødsfald, og eftersom man året forinden havde oplevet en anden brand i et stormagasin i Osaka, så valgte man denne gang at reagere og brandsikre alle offentlige bygninger ved blandt andet at udstyre dem med de nu obligatoriske flugtveje. Siden da har man ikke oplevet en brand i Japan med så mange dødsfald. Taiyo-stormagasinet genåbnede efter branden, som imidlertid havde sat sit præg på dets ry, og det endte derfor med at gå konkurs kort tid efter. Bygningen fik lov at stå frem til 2014, hvor den blev revet ned til fordel for at nyt byggeprojekt.

 

Total Page Visits: 223 - Today Page Visits: 1