Natten til den 15. august 1953 var en bus med 70 passagerer ombord på vej gennem bjergene nord for Hiroshima, da den kort efter midnat ankom til Makunouchi-bjergpasset, hvor der i denne tid ikke var nogen form for belysning eller autoværn. Chaufføren måtte derfor holde tungen lige i munden, mens han kørte på den øde strækning, hvor det kun var bussens forlygter, der gjorde det muligt for ham at se vejen. Men ved et sving gik det imidlertid galt, idet et enkelt af bussens hjul skred ud fra vejbanen, hvilket var nok til, at hele bussen trillede ud over bjergsiden, hvorpå den rullede ned ad en stejl skrænt for til sidst lande på en barak, hvor nogle anlægsarbejdere skulle have ligget og sovet.
Makunouchi-bjergpasset havde nemlig været præget af ulykker siden anden verdenskrig, så det var skæbnens ironi, at man faktisk var ved at anlægge en tunnel for at gøre ruten mere sikker, da ulykken fandt sted. Men det var også et lykketræf, at anlægsarbejderne ikke var til stede ved byggeriet på dette tidspunkt, for i denne periode fejrede japanerne nemlig Obon, og derfor havde arbejderne fået fri. Desværre var det også dette, som var grunden til, at der var 70 personer ombord på bussen, idet dette ikke var et normalt passagertal på natruter. Mange af de ombordværende var nemlig på vej hjem efter at have besøgt deres familiers gravsteder i løbet af dagen, og mens 38 personer blev hårdt såret, så var der 10 andre, som omkom i ulykken.