Helikopterstyrtet ved Miyakojima

Vraget bjærges

Den 6. april 2023 lettede en militærhelikopter tilhørende det japanske forsvar fra militærbasen på øen Miyakojima med en besætning bestående af 2 piloter, 2 teknikere og 6 soldater, der skulle sondere terrænet langs kysten, hvor helikopteren derfor fløj rundt i lav højde. Flyvningen blev påbegyndt klokken 15.46, men præcis 10 minutter senere forsvandt helikopteren fra radaren, og det var herfra ikke længere muligt at etablere radiokontakt. Vejret var fint, og der var ikke blevet udsendt noget nødsignal, men man valgte alligevel at igangsætte en eftersøgning efter helikopteren, hvilket førte til, at man fandt op til flere vragstykker i havet nord for øen Irabujima, hvor helikopteren sidst var blevet observeret, kun to minutter inden den forsvandt.

Af ukendte årsager var helikopteren tilsyneladende styrtet ned, hvilket blev bekræftet, da man den 16. april fandt frem til vraget på havbunden, hvorved man samtidig kunne konkludere, at samtlige af de ombordværende var omkommet i styrtet, der fortsatte med at forblive et mysterium. Dette var nemlig sket så pludseligt, at piloterne ikke havde tid til at slå alarm, men man kunne ud fra videoovervågning og vidneudsagn bekræfte, at flyvningen havde foregået som planlagt uden problemer, indtil det af ukendte årsager gik galt. Der blev derfor spekuleret i, om helikopteren var blevet udsat for et angreb fra et kinesisk militærskib, der havde befundet sig i farvandet på samme tid, hvilket dog blev afvist, da der ikke var beviser for dette.

Via tekniske undersøgelser fandt man derimod ud af, at begge helikopterens motorer af en eller anden grund satte ud. Man kunne dog ikke opklare, om dette skete på grund at et mekanisk svigt eller en fejl fra piloternes side, så selvom årsagen til styrtet blev identificeret, så har man aldrig fundet ud af, hvad som forårsagede dette.

Total Page Visits: 52 - Today Page Visits: 1