Hitoshi Ogawa var en 36-årig racerkører, der den 24. maj 1992 mistede livet i en ulykke under fjerde løb i det japanske Formel 3000 racerløb, som blev afholdt i Suzuka. Ulykken skete under runde 27, hvor Hitoshi Ogawa forsøgte at overhale britiske Andrew Gilbert-Scott, hvilket i stedet resulterede i, at Ogawa ramte mod Gilbert-Scotts ene baghjul. I løbet af et splitsekund kom begge biler ud af kontrol, idet de i fuld fart kørte ud over banen, hvor bilerne smadrede, da de ramlede mod barrieren af dæk.
Ulykken blev fanget på TV-optagelser, og løbet blev straks indstillet, så de to førere kunne få hjælp. Men imens Andrew Gilbert-Scott slap levende fra hændelsen, så kostede denne desværre Hitoshi Ogawa livet, idet han udåndede på vej til hospitalet som følge af sine omfattende kvæstelser. En kameramand og flere fotografer måtte desuden også behandles for skader, idet de befandt sig på et podie nær ulykkesstedet.
Hitoshi Ogawa vandt en udgave af Formel 3000 i 1989, hvor han sammenlagt var den fører, der vandt flest point. I 1990 rakte antallet af point til en andenplads, mens han i 1991 røg ned på en femteplads. Løbet i 1992 blev vundet af italienske Mauro Martini, og det japanske Formel 3000-løb blev sidste gang afholdt i 1995.