Japan Airlines Flight 350

Japan Airlines Flight 350Om morgenen den 9. februar 1982 lettede Japan Airlines Flight 350 fra Fukuoka med Haneda lufthavn i Tokyo som destination. Med ombord var 166 passagerer og 8 besætningsmedlemmer – heriblandt førstepiloten, 35-årige Seiji Katagiri. Det meste af turen forløb problemfrit, men da flyet nærmede sig Tokyo og piloterne begyndte at gøre klar til landing, valgte Katagiri dog pludselig at slå autopiloten fra og overtage styringen for dernæst at foretage et drastisk dyk, hvorved flyet styrtede ned i Tokyo bugt – blot 500 meter fra landingsbanen. Da landingshjulene under næsen satte sig fast på havbunden, førte det til, at flyets næse med cockpittet knak af og blev mast ind under skroget, der formåede at holde sig oven vande, fordi styrtet var hændt på lavt vand, og således kunne mange af passagererne forlade flyet umiddelbart efter ulykken og blive hjulpet i land af det tililende redningsmandskab.

I alt 24 mennesker endte dog med at miste livet, men Katagiri overlevede ved at sikre sig en redningsbåd, og da hjælpen nåede frem, udgav han sig for at være en forretningsmand for på den måde at slippe for at blive stillet til ansvar for ulykken. Myndighederne fandt dog hurtigt ud af, at han var førstepiloten, og efter undersøgelser blev det konkluderet, at han ganske enkelt havde forsøgt at begå selvmord ved bevidst at styrte flyet ned, hvilket kunne have kostet flere mennesker livet, hvis ikke andenpiloten og fartøjschefen havde nået at gribe ind ved at forsøge at standse Katagiri og rette flyet op. Takket være deres hurtige reaktion formåede flyet nemlig at blive vinklet således, at det kunne skøjte langs havoverfladen frem for at blive disintegreret imod den.

Katagiri blev efterfølgende diagnostiseret som værende skizofren, og han kunne derfor ikke idømmes fængsel, fordi han blev betragtet som sindssyg i gerningsøjeblikket. Han blev i stedet sat i psykiatrisk behandling og udskrevet efter et års tid uden mulighed for nogensinde at vende tilbage som pilot.

Total Page Visits: 299 - Today Page Visits: 1