Midori Maru-forliset

Overlevende fra forliset

Klokken havde netop passeret midnat, da passagerfærgen Midori Maru forlod havnen i Naha på Okinawa den 17. august 1963 med 228 mennesker ombord. Dette var et forholdsvis stort antal passagerer på en natfærge, hvilket skyldtes, at man på dette tidspunkt fejrede Obon, så mange beboere fra de omkringliggende øer derfor havde taget turen til Okinawa, før folk i løbet af aftenen vendte tilbage til deres hjemstavne med de sene færgeafgange.

Midori Marus destination var øen Kumejima cirka 100 kilometer fra Okinawa, men desværre nåede færgen aldrig frem. Grundet stærk vind forliste Midori Maru nemlig efter at have sejlet blot 10 kilometer, og inden man kunne nå at sende et SOS, sank skibet til bunds. Man havde også lige akkurat nået at klargøre nogle redningsbåde, da Midori Maru gik ned, så mens nogle af passagererne formåede at overleve i disse, var der andre, som måtte klamre sig til vraggods i mørket, hvor de måtte vente på, at hjælpen nåede frem.

Desværre blev ulykken først opdaget 5 timer senere, da man begyndte at undre sig over, at Midori Maru ikke var nået frem til Kumejima, så da redningsmandskab blev sendt på havet, havde mange af de overlevende fra selve skibsforliset i mellemtiden mistet livet. I alt omkom 112 mennesker på havet, hvilket var lige godt halvdelen af de ombordværende, og dødstallet ville næppe have været lige så højt, hvis der havde været tale om en helt almindelig dag. Det var derfor uheldige omstændigheder, som spillede ind i denne katastrofe, som var en lokal tragedie på Kumejima, hvor størstedelen af de døde stammede fra. Dette var desuden det sidste japanske skibsforlis, som kostede over 100 mennesker livet.

Total Page Visits: 354 - Today Page Visits: 2