

Den 26. januar 1958 sejlede passagerfærgen Nankai Maru fra Wakayama på Honshu til Tokushima på Shikoku, hvorfra den senere på dagen skulle vende tilbage til Wakayama. Omkring klokken 17 blev der registreret vindstød tæt på stormstyrke i området, men dette forhindrede imidlertid ikke Nankai Maru i at forlade havnen i Tokushima og sætte kursen mod Wakayama klokken 17.30. Ombord på færgen var i alt 167 mennesker fordelt på 139 passagerer og 28 besætningsmedlemmer, men ingen af dem overlevede turen til Wakayama, hvor skibet aldrig nåede at lægge til kaj.
Da man hverken hørte fra eller så noget til Nankai Maru, efter at det var sejlet fra Tokushima, indså man, at skibet kunne være endt i problemer. En eftersøgning blev derfor sat i gang, men der var absolut ingen spor efter færgen, som var fuldkommen forsvundet fra havets overflade. Og to dage senere fandt man omsider forklaringen, da det lykkedes at lokalisere Nankai Maru, der desværre befandt sig på havets bund på blot 40 meters dybde halvvejs mellem Tokushima og Wakayama. Skibet var intakt, og majoriteten af de ombordværende befandt sig stadig indvendigt, hvilket indikerede, at forliset skete temmelig brat - sandsynligvis fordi færgen var væltet om på siden, så en evakuering ikke kunne nå at finde sted, før den sank. Dem, der formåede at overleve selve forliset, druknede eller døde efterfølgende af kulde i det iskolde vand, så samtlige ombord endte med at omkomme i katastrofen.
Hvad der egentlig skete med Nankai Maru er og forbliver således et mysterium, netop fordi alle passagerer og besætningsmedlemmer omkom. Vindstyrken nåede kun op på 20 meter i sekundet, hvilket svarer til hård kuling, mens bølgerne i område menes at have nået en højde på 5 meter, så hvordan disse ellers normale vejrforhold kunne få et helt passagerskib til at gå ned, kan man kun gisne om. Der var tilmed tale om et forholdsvist nyt skib, som blev søsat i 1956, og efter at Nankai Maru var blevet bjærget, blev det igen taget i brug under navnet Naruto Maru og sejlede uden problemer frem til 1964, hvor det blev solgt og igen omdøbt til Wakakusa Maru, inden det blev skrottet i 1974.
Dette var desuden det sidste store skibsforlis i strædet mellem Honshu og Shikoku, hvor færgeforbindelser med tiden ville blive erstattet af broer, som man netop begyndte at planlægge opførelsen af grundet flere tragiske skibsulykker i det indre farvand 1950'erne. Efter Nankai Maru-forliset er der kun et enkelt japansk skibsforlis, der har kostet over 100 mennesker livet, hvilket skete, da Midori Maru forliste i 1963, hvor 112 mennesker omkom.