Om morgenen den 7. juni 2008 begav den 40-årige dyrepasser Atsushi Ito sig ind ind i buret hos den 11-årige hantiger Victor i Kyoto Zoo for at gøre dette rent, før haven skulle åbne klokken 9. Ingen bemærkede dog, at dyrepasseren manglede, før en kvindelig besøgende spottede blod i tigerburet og hér fandt ham livløs omkring klokken 10, og selvom hun omgående fik alarmeret personalet, der hurtigt sørgede for at få bragt Atsushi Ito til hospitalet, så stod hans liv ikke til at redde, idet han var blevet angrebet af Victor, der med sine tænder og kløer havde forvoldt voldsomme skader på mandens krop.
Efter ulykken blev hele Kyoto Zoo lukket resten af dagen, og tigerafdelingen blev spærret af, mens efterforskningen stod på. Noget kunne tyde på, at Atsushi Ito var i færd med at lokke Victor hen i et andet bur, hvor huntigeren Aoi holdt til, da Victor tilsyneladende valgte at angribe dyrepasseren, uden at nogen fik kendskab til dette, før efter haven var blevet åbnet. Victor var blevet udlånt til Kyoto Zoo fra Tokyo i forbindelse med et avlsforløb, så han var åbenbart ikke blevet vant til proceduren med at blive sendt rundt mellem bure under rengøringen af disse, hvilket kan være forklaringen på, hvordan ulykken kunne ske. Efter denne blev der opsat et mindesmærke til ære for Atsushi Ito i Kyoto Zoo, hvor det blev besluttet at Victor ikke skulle aflives. Som planlagt indgik han nemlig i et avlsforløb med Aoi, hvilket førte til, at hun i 2010 fødte tre unger, hvorefter Victor blev forflyttet til Hamamatsu Zoo.