Den 3. juli 1971 klokken 17.30 lettede Toa Domestic Airlines Flight 63 fra lufthavnen i Chitose på Hokkaido med retning mod Hakodate. Med ombord på flyet var 64 passagerer og 4 besætningsmedlemmer. Der var tale om en kort tur, og det meste af denne foregik uden problemer, men da flyet nærmede sig Hakodate lufthavn fløj, det ind i et tykt skydække, hvor sigtbarheden lå lige på grænsen til det tilladte. Ikke desto mindre gjorde man klar til landing omkring klokken 18, men på det tidspunkt blev flyet ramt af stærk vind, der skubbede det ud af kurs, og det endte med at styrte ned i et bjerg 15 kilometer fra lufthavnen.
Der var ingen sort boks ombord på flyet, så det har aldrig været muligt at fastslå den egentlige årsag til flystyrtet, idet man under eftersøgningen opfandt forskellige teorier og forsøgte at gætte sig frem til en forklaring, hvilket førte til konflikter i den daværende undersøgelseskommission, der i sidste ende konkluderede, at årsagen til flystyrtet var en menneskelig fejl begået af piloterne - tilsyneladende fordi andenpiloten var amerikaner og havde kontrol over flyet det meste af tiden, hvorved hans uerfarenhed blev betragtet som en afgørende faktor. Mange har dog også anset dette som en dårlig undskyldning, som man udelukkende har valgt at gøre brug af, fordi andenpiloten ikke var japaner.
Alle 68 mennesker ombord på Toa Domestic Airlines Flight 63 omkom i flystyrtet, og senere samme måned mistede 162 mennesker livet, da All Nippon Airways Flight 58 styrtede ned som følge af en kollision med et krigsfly. Efter de to styrt valgte man at grundlægge den nationale undersøgelseskommission, der siden har stået for at efterforske flystyrt i Japan, og i 2000 fik de også til opgave at efterforske togulykker.