Togulykken på Uetsu-linjen

Togulykken på Uetsu-linjenDen 25. december 2005 blev et passagertog på Uetsu-linjen afsporet, mens det kørte gennem Akita-præfekturet, hvor fem af togets seks vogne røg af sporet, hvilket resulterede i 5 dødsfald og 33 sårede. Der var tale om et eksprestog, der havde 41 passagerer ombord samt en lokofører og en togfører, og da ulykken skete klokken 19.14, var toget faktisk forsinket i mere end en time, fordi man i denne periode oplevede rekordmænder snefald, der plagede togtrafikken. Alligevel fik dette ikke lokoføreren til at sætte farten op, idet han holdt farten på omkring 100 kilometer i timen – netop af hensyn til sikkerheden, men alligevel blev en enkelt af togets vogne dog afsporet, mens man befandt sig mellem Kita-Amarume station og Sagoshi station, og da først denne var røget af sporet, slæbte den de andre vogne med sig i et voldsomt fald, der førte til, at de to forreste kolliderede med en svinefarm, hvoraf den ene af disse blev mast i stykker. En tredje vogn væltede desuden om på siden, mens de tre resterende formåede at holde sig oprejst – den bageste endda på skinnerne. 

De fem omkomne var alle passagerer, der havde befundet sig i de bageste vogne, mens togføreren og lokoføreren begge overlevede med kvæstelser. Ulykken skete samme år, som 107 mennesker mistede livet i en lignende togulykke i Amagasaki, hvor ansvaret for denne blev tillagt lokoføreren, og man frygtede derfor, at historien allerede havde genstaget sig. Undersøgelser af ulykken skulle dog efterfølgende afsløre, at denne ikke kunne være blevet forhindret, for selvom lokoføreren blev kritiseret for at være uerfaren med sine 29 år, så havde han skam kørt fuldkommen forsvarligt, og kørselsforholdene var oven i købet også i orden. Den første vogn, der endte med at blive afsporet, blev simpelthen tvunget af sporet af et stærkt vindstød, der uden videre opstod og ramte toget med en sådan styrke, at det ikke kunne forholde sig stabilt. Der var dog bare det pudsige, at vindstyrken i området blev målt til at ligge på 20 m/s, mens styrken skulle være dobbelt så høj, før en togvogn skulle kunne blive afsporet. Dette tydede på, at der måtte være opstået et isoleret vejrfænomen såsom en tornado, hvilket man dengang ikke havde mulighed for at forudse eller gardere sig imod. Ulykken førte derfor til et øget samarbejde mellem de japanske jernbaneselskaber og meteorologiske institutter, så man fremover kan få et bedre overblik over landets vejrforhold og disses indflydelse på togtrafikken.

Total Page Visits: 121 - Today Page Visits: 2