I begyndelsen af 1900-tallet var Japan ofte i krig, og det var normalt, at venner og slægtninge tog afsked med mænd, der skulle udstationeres, på stationer, hvorfra de drog i tjeneste med tog. Om aftenen den 8. januar 1934 blev Kyoto station dog proppet med omkring 10.000 mennesker, der på denne dag var kommet for at sige farvel til 750 nyrekrutterede marinesoldater, som skulle påbegynde deres uddannelse på flådebasen i Kure. Dette var langt flere, end hvad stationen var indrettet til at kunne håndtere, og folk stod derfor tæt overalt - blandt andet på de trappesystemer, der krydsede skinnerne. Og hér endte én mand med at miste fodfæstet således at han væltede ned i de folk, der stod foran ham, hvilket skabte en menneskelig lavine, der spredte sig videre til perronen, hvor soldaterne var ved at stige ombord på det holdende tog, da glæde og jubel på ingen tid blev omdannet til rædsel og skrig.
De folk, der stod længst nede på trapperne, blev nemlig skubbet ned og mast af de mange hundrede, der kom væltende bagfra, og i panikken endte intet mindre end 77 mennesker med at miste livet - heriblandt flere soldater, som havde prøvet at møve sig frem til toget. Selvom majoriteten af de fremmødte ellers var mænd, så var ca. 30 af ofrene kvinder, idet de havde sværere med at modstå vægten fra andre mennesker, som derfor endte med at overmande dem. De fleste døde af kvælning som følge af manglen på luft i virvaret af kroppe, og netop fordi at der var proppet med mennesker, så var det både umuligt for folk at slippe fri og gøre plads, så midt i katastrofen kunne de intet stille op, fordi der ikke var nogen steder at flygte hen.
Soldaterne i toget ilede ud for at yde hjælp under det efterfølgende redningsarbejde, men de måtte imidlertid hurtigt stige ombord igen, for trods den omfattende tragedie så kørte toget af sted til tiden, så nogle soldater måtte i chok forlade deres døde og sørgende slægtninge på stationen, så de derfor heller ikke kunne deltage i de kommende begravelser.