Alexandromys montebelli er den videnskabelige betegnelse for en type studsmus, der udelukkende findes i Japan, hvor arten er begrænset til hovedøerne Honshu og Kyushu samt øen Sado, hvor musene dog lever så udbredt, at der er tale om en temmelig almindelig art. Trods deres udbredelse, så er det dog sjældent, at man ser musene, eftersom de primært holder til under jorden, hvor de opfører huler i en halv meters dybde, og da de foretrækker at gøre dette på åbne arealer, kan de risikere at slå sig ned på marker og således gøre skade på afgrøder, som de simpelthen gnaver i, imens disse befinder sig i jorden. Der er sågar historier om flokke, der har slået hele skove ihjel ved at spise af træernes rødder, så musene betragtes både som skadedyr over for mennesker og naturen.
Eftersom Alexandromys montebelli er et byttedyr for flere rovdyr, så er de mest aktive på landjorden efter mørkets frembrud, hvor de blandt andet samler føde, som de bringer med sig ned i deres huler. Det er også hér musene formerer sig. Dog lever de kun et års tid, og når de er fuldt udvoksede kan musene nå en kropslængde på over 13 centimeter med en halelængde på 5 centimeter. Vægten afhænger af størrelsen, men kan komme op på over 50 gram. Pelsen er brun med grålige, gullige og rødlige plamager, så musene kan kamuflere sig på jorden blandt visne blade og planter.
Alexandromys montebelli hed oprindeligt Microtus montebelli, men genetiske studier førte til, at den skiftede slægt fra Microtus til Alexandromys.