Oncorhynchus kawamurae

Oncorhynchus kawamurae

Oncorhynchus kawamurae er det videnskabelige navn for en fiskeart, der er kendt som kunimasu på japansk. Der er tale om en type laks på omkring 25 centimeter, der oprindeligt blev opdaget i Tazawa-søen i Akita-præfekturet, men i 1940 steg syreindholdet i denne i forbindelse med et dæmningsbyggeri, og mange af søens fisk døde - heriblandt samtlige eksemplarer af oncorhynchus kawamurae, og man mente derfor, at arten dermed var blevet udryddet. Fem år tidligere havde man dog sikret sig omkring 100.000 æg, idet man havde forsøgt at introducere fiskearten i Saiko-søen ved foden af Fuji-bjerget, men tilsyneladende uden held, indtil det i 2010 blev opdaget, at der så sandelig eksisterede vildtlevende eksemplarer af oncorhynchus kawamurae i Saiko-søen.

Fiskere i området kendte dog allerede til fiskene, men forvekslede dem imidlertid med en anden art, så det var først gennem DNA-test, det blev konkluderet, at der var tale om den ellers uddøde oncorhynchus kawamurae. Siden da er der blevet arbejdet hårdt for at bevare og sikre bestanden ved blandt andet at gøre fiskeri forbudt i de dele af Saiko-søen, hvor fiskene lever. I Akita-præfekturet arbejder man ligeledes for at få fisken tilbage i naturen.

Oncorhynchus kawamurae var den første fisk i Japan, der fik annulleret sin status som uddød.

Total Page Visits: 792 - Today Page Visits: 1