Trichonephila clavata er det videnskabelige navn for en edderkoppeart, der lever udbredt i Østasien - heriblandt Kina, Korea og i Japan, hvor den eksisterer overalt i landet bortset fra på Hokkaido. Arten er desuden blevet spredt til udlandet via eksportvarer - heriblandt USA, hvor den nu lever udbredt som en invasiv art. Trichonephila clavata er også kendt som joro-edderkop, fordi den i Japan kaldes for jorogumo, hvilket desuden er navnet på en type yokai, som netop har form som en edderkop.
Trichonephila clavata er en giftedderkop, men de bider sjældent mennesker, og deres gift er desuden så svag, at de ikke udgør nogen fare for andet end insekter, som er deres eneste bytte, hvilket de fanger i spindelvæv, hvor edderkopperne typisk ses hængende i midten af disse, som kan blive flere meter i lange. Hunnerne er betydeligt større end hannerne, som kun bliver omkring en centimeter lange, hvorimod hunnerne kan blive dobbelt så store. Hunnerne er desuden kendetegnet ved deres farverige kroppe i grønne, gule og røde farver, mens deres lange ben er sorte med gule striber.
Trichonephila clavata ses mest om sommeren, hvor edderkopperne har vokset sig store efter at være blevet udklækket om foråret. I løbet af efteråret lægger hunnerne op til 1500 æg, og de vil herefter dø, når vinteren kommer.