
Akabeko er en figur, der forestiller en rød ko, der typisk er fremstillet af to stykker træ dækket af papmaché. Mens det ene stykke skal forestille koens krop, skal det andet derimod forestille koens hoved, som stikkes ind i i den udhulede krop og påsættes denne med en tråd, så hovedet dermed kan bevæge sig. Både form og størrelse varierer, og selvom akabeko ligeledes kan findes i forskellige farver, så er de traditionelt set røde, eftersom akabeko direkte oversat betyder "rød okse".
Akabeko er nemlig baseret på legenden om en rød okse, som i 800-tallet hjalp til med at opføre Ezoji-templet i Fukushima-præfekturet, som den nægtede at forlade, efter at dette stod færdigt, og den levede derfor resten af sit liv ved templet, hvor den ligeledes døde. I 1600-tallet hørte daimyoen Gamo Ujisato historien om den røde okse, og han bad derfor en af sine håndværkere om at fremstille et stykke legetøj inspireret af denne, som altså fik betegnelsen akabeko. Dette stykke legetøj er siden blevet et symbol på Fukushima-præfekturet og særligt byen Aizuwamakatsu, hvor Gamo Ujisato boede. Af den grund er akabeko en populær souvenir i Aizuwakamatsu, men generelt findes de i store dele af Tohoku-regionen, da det er denne del af Japan, der er kendt for akabeko.
Akabeko kan eksempelvis købes i souvenirbutikker eller legetøjsbutikker, men det er dog ikke kun et stykke legetøj. Akabeko er nemlig også en lykkeamulet, der kan købes ved templer, idet den siges at beskytte en mod sygdom, hvilket skyldes, at der engang opstod en koppeepidemi, hvor børn, som ejede en akabeko, åbenbart ikke blev syge. Af den grund er akabeko populær at give til børn, men voksne køber dem også for blot at have dem stående som pynt, idet de er ret dekorative. Ud over at være malet i en dominerende farve, har en akabeko nemlig også aftegninger og mønstre i sorte og hvide farver. Den har eksempelvis cirkler på kroppen, der netop skal symbolisere kopper, men herudover findes der lokale varianter med andre mønstre. Man kan eksempelvis også købe blanke akabeko, som man selv kan male, ligesom man kan lave sin egen fra bunden. Selvom akabeko officielt set er en ko, så findes de også i andre dyreudgaver,
