Emoji

EmojiEmoji betyder direkte oversat “billedtegn”, hvilket i sig selv er beskrivelse nok, for en emoji er netop et lille billede, der anvendes på samme måde som bogstaver i elektroniske meddelelser og på online platforme. Der er i princippet tale om smileyer med forskellige ansigtsudtryk, men emojier er ikke kun ansigter – det er alle mulige tegn, der inkluderer alt fra madvarer og flag til dyr og vejrfænomener. Det var dog smileyer, der var inspirationen bag emojier, da japaneren Shigetaka Kurita skabte den første emoji i 1999. Kurita arbejdede dengang for et mobilfirma, og han fik blandt andet inspiration fra billeder af skyer og sole, som bruges på landkortet i vejrudsigter, samt mangaer, hvor billeder bliver anvendt til at udtrykke følelser. Kurita skabte de første 180 emojier med udgangspunkt i de følelser og udtryk, han så blandt almindelige mennesker i hverdagen.

I dag har emojier spredt sig uden for Japans grænser, og de benyttes nu som en del af den elektroniske kommunikation mellem mennesker over hele verden, hvor det at sende en emoji kan vise, hvordan man føler, eller man kan tilmed erstatte hele ord eller udtryk med en emoji. Der findes i dag over 2.500 emojier, og grundet det stigende antal er der tilmed nogen, der udelukkende kommunikerer med emojier, og mange mener derfor også, at emoji har skabt et helt nyt sprog.

 

Total Page Visits: 349 - Today Page Visits: 1