Shinrin yoku

Shinrin yokuShinrin yoku er den japanske betegnelse for konceptet skovbadning, hvilket i al sin enkelthed går ud på, at man søger ud i naturen for at finde fred og opnå ro i sindet. Der er altså tale om en slags naturterapi, der ikke ligefrem er et nyt fænomen, idet folk altid har benyttet sig af naturen som et afbræk fra det menneskelige miljø. I nyere tid er der imidlertid opstået en decideret bølge inden for mindfulness, hvor naturterapi er blevet et populært redskab, og således er skovbadning også endt med at blive en udbredt aktivitet a la meditation, hvor man opsøger naturen og søger efter at opnå mental harmoni ved at befinde sig i den, betragte den og ikke mindst nyde den gennem sine sanser. En forklaring på udbredelsen er blandt andet, at man i det moderne samfund har oplevet en stigning i stress og livstilsygdomme, ligesom naturlige områder er i fald, så mange mennesker på planeten aldrig kommer i nærheden af en skov i løbet af deres levetid. Danmark er dog et lille land med mange skovarealer, men majoriteten af disse er menneskeskabte, så det kan samtidig diskuteres, hvor naturlig naturen i Danmark egentlig er.

Man behøver egentlig ikke opsøge naturen for at opnå balance i sindet. Men naturen har for nogen en slags helbredende egenskab, i og med at den er rig på frisk luft og fattig på lyde, så det er nemmere at slappe af i naturen end i byen. Fraværret af teknologi gør det også nemmere at slå hjernen fra, ligesom man er nødt til at bevæge sig for at komme omkring, så Shinrin yoku ligeledes kan anses for at være en fysisk aktivitet. Helt overordnet set kan man dog sige, at Shinrin yoku bare er at gå tur i skoven, men da betegnelsen blev introduceret i Japan i 1980’erne, blev det samtidig defineret, at formålet med dette er at slappe af både i krop og sind – af den grund blev det senere anerkendt som en form for terapi. Selve effekten ved skovbadning er dog psykologisk, så der er ingen videnskabelige belæg for, at det rent faktisk er selve naturen, der hjælper folk med at opnå ro i sindet. Det hele afhænger af den enkeltes evne til at slappe af i bestemte omgivelser, for der er faktisk også folk, der oplever ubehag ved at befinde sig i naturen og har nemmere ved at finde ro i sindet, hvis de eksempelvis opholder sig i et bymiljø.

Total Page Visits: 11 - Today Page Visits: 1