
En Tamagotchi er en minicomputer med en skærm, der fungerer som et digitalt kæledyr, som skal passes og plejes med brug af knapper. Tamago betyder æg på japansk, og derfor er de fleste Tamagotchier formet som æg. De første Tamagotchier blev udgivet i 1996 af legetøjsfirmaet Bandai, og de blev meget hurtigt en dille i Japan og resten af verden. Der findes forskellige Tamagotchier - både hvad angår computerdesign og kæledyrsdesign, men baggrundshistorien for dem alle er dog, at der er tale om rumvæsner, som har lagt æg på Jorden, hvor disse findes af mennesker, der vælger at udklække og opdrætte væsnerne i dem til de bliver fuldt udvoksede. Forsømmer man sin Tamagotchi vil den dø, og man er derfor nødt til at starte forfra med en ny på den samme enhed, hvilket også er nødvendigt, hvis ens Tamagotchi bliver så gammel, at den på naturlig vis dør af alderdom.
Det handler derfor om at give sin Tamagotchi opmærksomhed på samme måde som et almindeligt kæledyr - altså skal den fodres og aktiveres, ligesom man desuden skal gøre rent efter den, da den ellers vil blive syg, hvilket også kan ske, hvis man for eksempel overfodrer den. Jo mere opmærksomhed en Tamagotchi får, desto mindre får den brug for, efterhånden som den bliver ældre. Majoriteten af alle Tamagotchi-modeller er kun blevet udgivet i Japan, hvor man også har produceret tegnefilm, musik og forskelligt merchandise knyttet til brandet.