
Ashiarai yashiki er navnet på en yokai, der ikke optræder som andet end en gigantisk fod, der pludselig dukker op og beder folk om at vaske den. Dette gøres som regel, imens folk befinder sig i deres hjem, hvor de ikke har nogen anelse om, at en Ashiarai yashiki er i nærheden, før denne pludselig bryder gennem taget og loftet. Da det dermed kun er foden, der befinder sig i huset, kan man ikke se væsnet, som denne tilhører, så det er uklart, hvordan dette ser ud. Foden er dog oftest beskrevet som en enorm menneskefod, så det må formodes, at denne er en del af en kæmpe.
Eftersom denne kæmpe kan risikere at blive sur og nedtrampe huset eller sågar dets beboere, bør man adlyde en Ashiarai yashiki og vaske den store fod, indtil den er blevet ren. Foden vil dernæst blive hævet, og Ashiarai yashiki vil vandre videre, så man ikke kan nå at se den. Trods sin størrelse formår en Ashiarai yashiki også at leve i skjul i naturen, hvor den altså går barfodet rundt. Og da den er for doven til at rense sine fødder, når disse bliver beskidte, får den altså mennesker til det på temmelig alternativ vis. Grundet fodens størrelse, kræver det dog meget arbejde at vaske den, så en Ashiarai yashiki udser sig som regel store boliger med mange beboer eller tjenestefolk, så de sammen kan tage del i rensningen.