Ashinaga-tenaga

Ashinaga-tenaga

Ashinaga-tenaga er den fælles betegnelse for to selvstændige yokai, der dog oftest optræder sammen, idet de fysisk er hinandens modsætninger og derfor fungerer bedst, når de er forenet. Den ene yokai hedder Ashinaga-jin og er nemlig kendetegnet ved at have ekstremt lange ben, mens den anden yokai kaldet Tenaga-jin derimod har ekstremt lange arme. Grundet sine lange ben har Ashinaga-jin således svært ved at nå ting med sine kortere arme, mens Tenaga-Jin har svært ved at gå med sine korte ben i forhold til sine lange arme. De to har derfor allieret sig på den måde, at Tenaga-Jin oftest sidder på Ashinaga-jins skuldre, så de i fællesskab kan begå sig nogenlunde normalt under betegnelsen Ashinaga-tenaga. 

Foruden deres deforme lemmer lader både Ashinaga-jin og Tenaga-Jin til at ligne almindelige mennesker - nærmere defineret to voksne mænd, hvilket de åbenbart også var i den oprindelige myte, som stammer fra Kina. Hér blev det nemlig beskrevet, at der var tale om to udlændinge, som stammede fra to forskellige lande, hvor folk enten har lange ben eller lange arme, hvilket vil sige, at der altså skulle findes flere af sådanne mennesker. Det unikke består dog i, at to af disse har fundet sammen og opvejet hinandens svagheder ved at forene sig, så de blandt andet kan vandre rundt på dybt vand og fange fisk uden at skulle dykke. Det er derfor også sådan de typisk portrætteres i Japan, hvor Ashinaga-tenaga fik status som en yokai, da myten om den blev introduceret i 1800-tallet.

Total Page Visits: 10 - Today Page Visits: 1