Baku er et overnaturligt væsen i japansk mytologi, der lever af at spise drømme og mareridt. Ifølge legenden blev baku skabt af guderne ud fra de efterladenskaber, der var tilbage, efter de havde skabt alle andre dyr. Dette resulterede i en skabning, der er kendetegnet ved at have træk fra forskellige arter, men det mest markante karaktertræk er dog dens lange snabel, der tilsyneladende stammer fra en elefant. Eftersom baku også er det japanske navn for skaberaktapiren, så er der dog flere japanere, der forbinder baku med tapirer, hvorfor disse også siges at have evnen til at kunne spise drømme. Baku stammer oprindeligt fra kinesiske fortællinger, men myten fandt vej til Japan, hvor den hurtigt blev inkorporeret som en del af de nationale folkesagn. Ligesom bakus udseende har ændret sig gennem tiden, så har dens adfærd det også.
Baku kan tilsyneladende komme og fortære folks drømme, imens de er i gang, når man ligger og sover, men det er også muligt at hidkalde en baku, efter man er vågnet fra et mareridt, og få den til at spise dette, så man ikke ryger tilbage i det, når man falder i søvn igen. Baku er således ikke en ondsindet skabning, men snarere en beskytter. Desværre kan den ikke styre sin appetit, så hvis den ikke bliver mæt af at spise drømme, så kan den gå videre til at æde af folks håb og ønsker - altså den abstrakte form for drømme, hvilket vil gøre virkeligheden lige så tom som ens søvn.