Chochin-obake

Chochin-obake

Chochin-obake er en yokai af typen tsukumogami, hvilket er menneskeskabte objekter, der får deres eget liv ved at udvikle en ånd, og blandt disse er Chochin-obake blandt de mest populære, idet der er tale om en levende papirlanterne, hvilket før i tiden var en af de primære former for lyskilder, når mørket var faldet på. En Chochin-obake ville blive dannet ved, at der i papirlanternen opstod en horisontal revne, hvilket blev dens mund, hvorfra den ofte er skildret med en lang tunge, ligesom en Chochin-obake menes at have enten et eller to øjne og nogle gange hår. Udover disse grundlæggende træk er der dog tale om en helt almindelig papirlanterne, så en Chochin-obake altså bevæger sig rundt ved at hoppe eller sågar svæve. Det menes dog, at den med tiden kan udvikle andre legemsdele såsom hænder, fødder, vinger og endda en hel krop.

Ligesom med mange andre typer af tsukumogami, så er en Chochin-obake harmløs, idet der stort set ikke eksisterer historier om dem, så de altså ikke er blevet opfundet for at skræmme folk via spøgelseshistorier. De lader derimod til at være opstået i form af billeder, da man begyndte at benytte sig af kreativiteten til at opfinde yokai, men ikke desto mindre bliver de ofte portrætteret som værende uhyggelige, men også bare sjove.

Total Page Visits: 236 - Today Page Visits: 1