Futakuchi-onna

Futakuchi-onnaFutakuchi-onna er en type yokai, der optræder i japansk mytologi, men der er imidlertid ikke tale om et mytisk væsen, men derimod en forbandelse, der indtager kvinders kroppe, hvorved de undergår en fysisk forvandling og bliver til en yokai. Futakuchi-onna betyder direkte oversat “en kvinde med to munde”, for en kvinde, der rammes af en sådan forbandelse, vil simpelthen danne en sekundær mund på baghovedet, hvor den vil ligge gemt i hendes hår, så den kun kan ses, når den åbner sig op. Denne mund er i besiddelse af både tænder og tunge og er fuldkommen funktionsdygtig, idet den både kan tale og spise. Der er forskellige grunde til, at en kvinde kan blive til en Futakuchi-onna, men en af de hyppigste forklaringer er, at der er tale om en spirituel reaktion på sult, som enten kan være selvvalgt eller påtvunget af andre. Munden vil derfor tigge om mad, og dens appetit er dobbelt så stor som kvindens normale mund, så den derfor også er i stand til at spise dobbelt så meget. Hvis den ikke får mad, vil den skrige og give kvinden konstant hovedpine.

Munden har altså sit eget liv, og i sin hungren efter føde kan den tilmed overtage kontrollen over kvindens hår, som den kan anvende som fangarme til at fodre sig selv. Kvinden selv er fuldt ud bevidst om den ekstra munds eksistens og vil gøre alt for at holde den hemmelig, hvilket altså indebærer, at hun er nødt til at stille dens sult, men der er hele tiden risiko for, at nogen vil opdage munden på hendes baghoved, og hun er derfor ekstra forsigtig med at omgås andre og særligt spise sammen med dem.

Total Page Visits: 34 - Today Page Visits: 1