Keukegen

Keukegen er navnet på en japansk yokai, der første gang optrådte som en illustration i slutningen af 1700-tallet, men den er siden blevet kendt som en af de mere finurlige og genkendelige yokai. Keukegen kan nemlig bedst beskrives som en samling levende klump uldent hår med store øjne og en lille næse, så den til forveksling minder om en pjusket hund. Keukegen lader dog til at stå og gå i en oprejst stilling, men man kan ikke se, hvordan dens ben ser ud, eller om den har nogen arme. Dens sande form er derfor et mysterium, fordi denne er skjult under den massive mængde hår.

Keukegen bliver sjældent set, fordi den foretrækker at opholde sig på mørke og fugtige steder. Den er derfor tiltrukket af gamle huse, hvor den kan risikere at slå sig ned på lofter og under gulve, hvor man aldrig bemærker den, og man er derfor heller ikke klar over, at der er en Keukegen i ens hjem, før man begynder at få det dårligt. En Keukegen siges nemlig at bringe sygdom med sig, og derfor betragtes den da også som en pestilens, man helst ikke vil støde på.

Man kan undgå at få en Keukegen i hjemmet ved at holde dette rent og lufte ud, så Keukegen er muligvis blevet opfundet for netop at sikre renlighed og udluftning, så der ikke dannes fugt, da dette kan medføre skimmelsvamp og mug, som kan gøre en syg. Keukegens udseende er sandsynligvis inspireret af skimmel og mug, der netop kan ligne hår, og den kan dermed også være en overnaturlig forklaring på sygdom og fysisk utilpashed som følge af manglende rengøring og udluftning af hjemmet.

 

Total Page Visits: 45 - Today Page Visits: 1