Rokurokubi

Rokurokubi er en type yokai, der normalt ligner en helt almindelig kvinde. Når hun falder i søvn, vil man dog bevidne hendes sande form, idet hendes hoved vil vågne op og svæve bort fra kroppen, som det dog bevarer sin forbindelse til, hvilket vil sige, at kvindens hals bliver forlænget og kan strække sig flere meter. Dog findes der også en version af Rokurokubi kaldet Nukekubi, hvor hovedet formår at løsrive sig kroppen og svæve rundt uden forbindelse til denne. Rokurokubier behøver ikke sove for at kunne strække deres hoved fra kroppen, men det er på dette tidspunkt, man kan afsløre dem, idet hovedet får sit eget liv, når resten af kroppen sover, eftersom det siges at være sjælen, der løsriver sig kroppen.

En Rokurokubi er ikke en levende kvinde, men derimod en afdød kvinde, som blev forbandet i livet og lever videre i det menneskelige samfund som en yokai, hvilket de kan være klar over eller derimod ubevidste om. Grundet sin menneskelige form kan en Rokurokubi nemlig leve en helt normal tilværelse, uden at nogen er klar over, at der i virkeligheden er tale om en yokai. Først når kvinden falder i søvn, kan dette som oftest blive afsløret, og hvis kvinden selv ikke er klar over, at hun er en Rokurokubi, kan hun tro, at hun blot drømmer, når hendes hoved om natten strækker sig fra kroppen og svæver rundt.

En Rokurokubi er som udgangspunkt harmløs, men de kan nyde at skræmme andre mennesker. Det er dog en af de mest populære yokai i japanske myter, og der er derfor mange historier om og versioner af Rokurokubi - selv mandlige udgaver, selvom den kvindelige er den mest almindelige.