Shirime

ShirimeShirime, der kan oversættes til røvøje, er en såkaldt yokai – et overnaturligt væsen, der optræder i japansk mytologi. Der er tale om en menneskelig skabning med en mandekrop, men dog uden ansigtstræk, der nyder at skræmme livet af folk ved i nøgen tilstand at vise dem sin særlige abnormalitet, der ganske enkelt består af et øje i stedet for et anus – deraf navnet. En shirime vil typisk forklæde sig som munk og passe folk op, mens de er ude at gå, før den uden videre vælger at smide tøjet, hvorpå den er nødt til at vende ryggen til dem og sprede sine balder, så den dermed kan etablere øjenkontakt med dens ofre, der ofte vil reagere med en blanding af væmmelse og skræk.

Shirime er ikke farlig, men finder det blot fornøjeligt at flashe foran andre og se deres reaktion, og den bliver skuffet, hvis folk ikke bliver bange. Grundet dens finurlige fremtræden er der tale om yokai, der ofte tillægges et komisk præg.

Total Page Visits: 414 - Today Page Visits: 3