
Banei er et hestevæddeløb, der dyrkes på Hokkaido, hvor det nu om dage officielt kun finder sted i byen Obihiro. Der er nemlig tale om et unikt væddeløb, der foregår på en specialdesignet bane, idet man under banei benytter sig af travheste, der traver om kap med en slæde, hvorpå jockeyen befinder sig, ligesom der er påsat et bestemt antal kilo alt efter, hvilken type vægtklasse, man benytter sig af i det pågældende løb. I modsætning til almindelige hestevæddeløb er det altså udholdenhed og styrke, der kendetegner banei og ikke fart.
Ellers minder banei faktisk om almindelige hestevæddeløb, idet hestene placeres side om side på en 200 meter lang grusbane, hvor de har deres eget felt, hvor de via jockeyens kommandoer trækker lasten side om side. Da man som jockey skal respektere hestens fysik og begrænsninger er det nødvendigt at forholde sig til tempoet og justere dette, så hesten ikke anstrenger sig for meget, idet den i så fald kan få brug for et hvil og derfor standser op. Dette er dog også almindeligt undervejs, da man på banen finder to forhøjninger, som hestene skal bestige, så ved foden af disse kan hestene blive nødt til at stoppe op og forberede sig til den udfordring, det er at trække flere hundrede kilo op ad en bakke. Vægten varierer nemlig mellem 450 kg og helt op til et ton. Hertil kommer at jockeyen skal veje mindst 75 kilo som tillægsvægt.
Vinderen er naturligvis den hest, der først krydser målstregen med slæden inkluderet, og eftersom væddeløb har været en af de få sportsgrene, man i Japan har kunnet satse penge på, så har hestevæddeløb altid været udbredt i landet, men banei er dog begrænset til Hokkaido, fordi man hér er kendt for landbrug og derfor fandt på at benytte sig af travheste i sport, hvorved banei blev opfundet i 1946. Som regel benyttes heste, som er opdrættet til slagtning, så hvis en hest ikke udmærker sig på væddeløbsbanen, ender den i stedet med at blive slagtet, så dens kød kan blive solgt. Banei-væddeløb er således en mulighed for at se, om hestene egner sig til underholdning, da der samtidig er præmiepenge i løbene. De bedste væddeløbsheste bliver æret efter hver sæson og kan samtidig benyttes til avl af nye og stærke individer.