Hokkaido

HokkaidoHokkaido er en japansk hunderace, som er navngivet efter den nordligste af Japans fire hovedøer, Hokkaido, hvorfra den menes at have sin oprindelse. Hér opstod den muligvis som en selvstændig race, da udvandrere fra Japans største hovedø, Honshu, bragte hunde med sig, som de blandt andet anvendte til jagt. Hokkaido-hunde blev eksempelvis benyttet til jagt på bjørne af det indfødte Ainu-folk, og racen kaldes derfor også for bjørnehunde og er ydermere kendt som Ainu-ken. Jagten på store dyr og det kolde miljø i nord betød, at Hokkaido-hunde udviklede sig til at blive robuste hunde med en tyk pels. Denne er samtidig medvirkende til, at hundene i dag ikke er så udbredte i resten af Japan, da de har svært ved at udstå den japanske sommervarme, og i resten af verden er racen meget sjælden. Selvom Hokkaido-hunde stadig anvendes til jagt, så er de dog mest udbredte som familiehunde, men de har behov for meget motion og ses derfor typisk i landområderne, hvor der er god plads.

Præcis som alle andre originale japanske hunderacer, så er der tale om en spidshund, og disse er kendetegnet ved at have spidse snuder, rejse ører samt hale. Hokkaido-hunde når en skulderhøjde på omkring 50 cm., og de findes i forskellige farver såsom hvid, rødbrun, sort og grå.

Total Page Visits: 66 - Today Page Visits: 1