
Kagome Kagome er en japansk leg, der minder om lege som blindebuk eller bjørnen sover. Kagome Kagome går nemlig ud på, at en person bliver udpeget som en oni (dæmon), hvorefter vedkommende bliver bedt om at holde sig for øjnene eller lukke dem, imens andre går rundt om personen, samtidig med at de hånd i hånd synger en vise. Når denne er færdig, stopper folk op, og onien skal så gætte, hvem der står direkte bag vedkommende. Hvis man gætter rigtigt, bytter man plads med personen, som bliver den nye oni, men hvis man gætter forkert, gentages legen med den samme person som oni, indtil vedkommende altså har held med at gætte rigtigt.
Det vides ikke, hvornår Kagome Kagome opstod, men legen er blevet dokumenteret som en populær børneleg i slutningen af 1700-tallet, hvor den allerede var blevet udbredt blandt japanske børn. Uvisheden omkring legens oprindelse har også været udgangspunkt for spekulationer og myter, idet den tilsyneladende stammer fra religiøse ritualer, som børn muligvis begyndte at imitere for sjov. Kagome Kagome er også stadig en populær børneleg, og de fleste japanske børn kan derfor den tilhørende vise, som dog varierer fra region til region, men den mest udbredte version lyder:
Kagome kagome (Kagome kagome)
Kago no naka no tori wa (Fuglen i buret)
Itsu itsu deyaru (Hvornår kommer den ud?)
Yoake no ban ni (Ved daggry)
Tsuru to kame ga subetta (Tranen og skildpadden gled)
Ushiro no shoumen daare? (Hvem er det bag dig?)
Kagome bliver som regel ikke oversat, selvom det direkte oversat betyder "kurveflet" som en metafor for, at man befinder sig i mørke, fordi man har hænderne for øjnene, hvilket gør det muligt at se små sprækker af lys. Før i tiden fik man dog også bind for øjnene, hvilket gav den samme effekt. Andre teorier florerer imidlertid også, fordi at sangteksten er så kryptisk, at den som sådan ikke giver mening, og der eksisterer sågar påstande om, at selve legen i virkeligheden symboliserer en forbandelse, fordi at nogen bliver udpeget til at være en dæmon, hvilket er en rolle, som de kun kan bryde fri fra ved at overdrage denne til en anden person - altså har legen i teorien ikke nogen afslutning, fordi nogen altid vil stå tilbage som dæmonen. Nogle vil derfor også tolke dette som uheldigt, præcis som hvis man sidder tilbage med sorteper.
