Kyudo

KyudoKyudo er traditionel japansk bueskydning, der i Vesten også er kendt som zenbueskydning, fordi man kombinerer træning af krop og sind og derigennem forsøger at opnå en spirituel tilstand i stil med den buddhistiske erkendelsesteori. Det primære formål med kyudo er som med almindelig bueskydning at ramme et mål med brug af en pil, som skydes afsted med en bue. Men det er selve træningen og processen, der er essensen af kyudo, hvor man via bueskydning tilegner sig en grad af selvindsigt ved at reflektere over sin udvikling og resultatet af denne. At ramme plet med pilen er således en bogstavelig såvel som symbolsk handling, og hvis man rammer ved siden af, kan det være et udtryk for, at ens tanker er koncentreret om fremtiden (målet) og ikke nutiden (sigtet), så kyudo er på en måde en slags træning i at finde ståsted i tilværelsen.

Det unikke ved kyudo er, at det dyrkes af både mænd og kvinder i alle aldre, og i Japan er det faktisk almindeligt, at mange pensionister starter til kyuFdo, men ellers er det også noget, man kan dyrke i skoler. Men meningen med kyudo er nu engang at lære at skyde med bue og pil, så man bliver i stand til at ramme et mål. Der er dog en høj grad af disciplin med dertilhørende etikette, som skal følges, når man dyrker kyudo. For eksempel er det almindeligt, at man er iklædt traditionelle japanske klæder, og når man skal skyde en pil afsted foregår det med bestemte bevægelser, positioner, greb og tempo. Kyudo er på den måde en slags kampsport præget af bestemte normer, og det er også grunden til, at man ikke må tjene penge i kyudo-klubber. Kyudo udføres ydermere med traditionelle buer, der har en længe på mellem 212 til 245 centimeter alt efter udøverens højde- Buen er asymmetrisk, idet grebet befinder sig på den nedre halvdel, og buen holdes altid i venstre hånd, mens pilen affyres fra højre side. Kyudo betyder i sig selv “buens vej”, og en bueskytte kaldes for kyudoka. Udover at være iført traditionelt tøj har en kyudoka også en speciel handske kaldet yugake på sin højre hånd.

Bueskydning er blevet praktiseret i Japan i hundredvis af år, og bue og pil var blandt de mest almindelig våben på slagmarken. I begyndelsen af 1600-tallet blev Tokugawa-shogunatet dog etableret, hvilket førte til en periode med fred i Japan, hvorved borgerkrige ophørte. For at vedligeholde brugen af bue og pil opstod kyudo som en slags fritidsaktivitet i de højere kredse, ligesom der blev arrangeret konkurrencer blandt folket, men det var først i 1930’erne, den moderne form for kyudo opstod, hvor spirituelle værdier officielt blev inkorporeret i bueskydningens kunst. Til trods for at kyudo er indbegrebet af mental træning, så findes der stadig konkurrencer, hvor man dømmes ud fra ens teknik, ligesom det er muligt at graduere, så man kan stige i graderne, hvilket inden for kyudo kaldes for dan, hvoraf den øverste er 10. dan.

Total Page Visits: 8 - Today Page Visits: 1