Inohana-borgen

Et museum designet som en borg

Om stedet

Inohana-borgen er også kendt som Chiba-borgen, fordi den er lokaliseret i byen Chiba, der har sit navn fra den klan, der regerede i området tilbage i 1126, da den oprindelige borg blev bygget som en fæstning. Chiba-klanen havde kontrol over regionen frem til 1455, hvor de blev overvundet af Makuwari Yasutane, hvis søn kortvarigt flyttede ind i borgen, før han flyttede videre til Motosakura-borgen. Chiba-borgen blev dermed forladt og begyndte med tiden at forfalde, så der til sidst ikke var andet end ruiner tilbage.

I 1967 valgte man imidlertid at bygge en ny borg i Chiba med det formål at benytte denne som et museum, der kunne fortælle om stedets historie, men dennes design adskiller sig dog fra den originale borg, idet man har taget udgangspunkt i nyere arkitektur, der kendetegnede de borge, som først begyndte at blive opført sidst i 1500-tallet, hvor Inohana-borgen for længst var gået tabt. Den moderne version er derfor på fem etager og giver blandt andet besøgende mulighed for at nyde udsigten ud over Chiba.

 

 Find vej

Inohana-borgen ligger under en kilometer fra både Hon-Chiba station og Kencho-Mae station.