

Om stedet
Kawahara-borgen blev bygget i 1500-tallet i det, der i dag er byen Tottori. Borgens officielle navn er egentlig Maruyama-borgen, men da dette også er navnet på andre borge, så er borgen endt med at blive kendt som Kawahara-borgen efter byområdet Kawahara, hvor den ligger. Der var oprindeligt tale om en fæstning, der tilsyneladende blev forladt og gik i forfald i slutningen af 1500-tallet, hvor den nærliggende Tottori-borg blev angrebet og overtaget af Toyotomi Hideyoshi. Kawahara-borgen blev efterfølgende lagt i ruiner og dens egentlige udseende gik tabt i historien, indtil man i 1991 foretog arkæologiske udgravninger på grunden for at afdække borgens design.
I 1994 valgte man så at opføre en rekonstruktion af Kawahara-borgen for at trække turister til byen, men denne er imidlertid ikke en kopi af den originale, idet der ikke er beviser for, at der var tale om en rigtig borg med en hovedbygning, ligesom den man besluttede sig for at opføre på grunden. Denne er udelukkende ment som en lokal turistattraktion, og mens dens indre i dag fungerer som et lille museum, så er der fra øverste etage dog et ydre observationsdæk, hvorfra man som besøgende kan beundre en smuk udsigt ud over det omkringliggende bjerglandskab, eftersom Kawahara-borgen netop ligger på et bjerg.
Find vej
Kawahara station ligger 3 kilometer fra Kawahara-borgen, og selvom der går busser frem til bjerget, som denne befinder sig på, så er der fortsat et langt stykke frem til borgen fra stoppestedet.
