Sunomata-borgen ligger i Ogaki i Gifu-præfekturet, hvor den blev bygget i 1560'erne af Toyotomi Hideyoshi efter ordre fra Oda Nobunaga. Opførelsen gik så stærkt, at Sunomata-borgen også er kendt som Sunomata Ichiya-borgen, fordi den ifølge legenden stod færdig i løbet af en enkelt nat - ichiya betyder "en nat". Dengang var der dog blot tale om en træstruktur, der skulle fungere som et forsvarsværn på grænsen til Saito-klanens territorium, hvor Oda Nobunaga havde i sinde at belejre Inabayama-borgen. Dette lykkedes, og Nobunaga fik således kontrol over provinsen, men herefter havde han ikke længere brug for Sunomata-borgen, og denne fik således lov at forfalde.
I 1991 valgte man så at opføre en moderne rekonstruktion af beton, der imidlertid er en kopi af den nærliggende Ogaki-borg, idet den oprindelige Sunomata-borg aldrig havde en hovedbygning, som i dag udgør den nuværende borg. Denne blev bygget for at fremme turismen i området, idet den fungerer som et museum, der fortæller historien bag den oprindelige borg. Samtidig er det muligt for besøgende at beundre udsigten ud over området fra øverste etage - hvor man også kan kigge direkte ned på de to floder, der flyder forbi borgen.
Sunomata-borgen ligger 4 kilometer fra Hozumi station, der er den nærmeste togstation. Fra Ogaki station går dog busser frem til nærheden af borgen.